Artikler på Nørre Djurs Web
Pressemeddelelse: Ridestævne i Veggerslev

Fra Lise Bomholt fra Nørre Djurs Rideklub (NDRK) har vi modtaget følgende:

Nørre Djurs Rideklub afvikler i den kommende weekend klubbens hidtil største udvidede klubstævne med i alt 120 starter, fordelt over to dage på ridebanerne på Grenaavej 60 i Veggerslev.

Stævnet indledes lørdag med 77 starter i dressur og fortsætter søndag med 43 startende ekvipager på springbanen. Erfaringsmæssigt kan der forventes flere efteranmeldelser, specielt om søndagen, så stævnet forventes at blive endnu større.

Stævnet er samtidig første afdeling af BG Cup med en samlet præmiesum på 3000 kr. BG-cup afvikles over tre stævner i efteråret 2000. Anden runde afvikles i september i Dolmer Rideklub, og slutrunden afvikles i december hos DRK, Djurslands Rideklub.

Der gives point fra 10-1 til de placerede. Pointene lægges sammen separat for dressur og spring, således at der efter tre stævner fremstår en cupvinder i dressur og en vinder i spring.

Til de højst placerede er der i såvel spring som dressur
1. præmie 750,- kroner
2. præmie 500,- kroner
3. præmie 250,- kroner

Vinderne kåres ved finalestævnet i december, hvor der ud over pengepræmierne uddeles rosetter fra de tre arrangerende klubber.

Startberettiget i BG-cup er ekvipager, som ikke tidligere har vundet samme eller højere klasser tre gange. Ekvipager må ikke starte lavere klasser, end de normalt starter til distriktsstævner.

Til weekendens stævne i Veggerslev er følgende klubber inviteret: Dolmer Rideklub, Djurslands Rideklub, Rosenholm Rideklub, Auning Rideklub, Vivild Rideklub, Kongsvad Rideklub, Ørsted Rideklub.

Tidsplan: Lørdag startes på to baner kl. 9.00, sidste klasse lørdag rides kl. 17.45. Søndag indledes første klasse kl. 9.00, sidste klasse indledes kl. 13.45.

Yderligere oplysninger: Lisa Kiel, 86 38 62 61.
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af Lise Bomholt fra Nørre Djurs Rideklub.

P.S.: Husk, at sådan kan enhver gøre, som har enten et arrangement eller en anden nyhed at fortælle om! Brug Nørre Djurs NetNyt! Alt, hvad der rører sig i Nørre Djurs, har interesse!

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 08-08-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000