Artikler på Nørre Djurs Web
Kultur Raketten gøres permanent


Vi ka selv!
Den serie af flotte arrangementer, der i den første halvdel af
året fandt sted forskellige steder i Nørre Djurs under fællestitlen Kultur Raketten,
var egentlig fra kommunal side ment som en service til borgerne i anledning af
årtusindskiftet. Nu gøres den permanent.
Læs den uddybende artikel!
Da Kirsten Krogh fra Kulturforvaltningen i sin tid satte sig ned for, sammen med en
komité af borgere og politikere, at sammensætte et program med både musikalske og
fortællende indslag, var det med den indstilling, at kommunen i anledning af
årtusindskiftet var parat til at bruge en større sum penge på kulturtilbud. De lokale
foreninger og forsamlingshuse blev opfordret til at komme med idéer til arrangementer,
der både benyttede sig af de mange lokale professionelle og af udefrakommende
gæstekunstnere. Hvor entréindtægterne ikke slog til, ville kommunen gå ind og betale
resten.
Et flot program blev nu strikket sammen, og man var naturligvis spændte på, om det ville
lykkes at trække folk væk fra fjernsynet for at gå til kulturarrangementer. Det viste
sig heldigvis, at det høje kvalitietsniveau i den grad appellerede til borgerne, og
Kultur Raketten udviklede sig til den ene publikumssucces efter den anden. Det var enormt
stimulerende for forsamlingshusene for en gangs skyld at kunne byde på noget ud over det
sædvanlige, og den store interesse betød, at kommunen i meget mindre grad end ventet
måtte op med penge.
Nu er man fra kommunens side kommet til den konklusion, at man meget gerne ser ordningen
gjort permanent. Det vil sige, at man for fremtiden er åbne overfor grupper af borgeres
ønsker om underskuds-garantier i forbindelse med gode idéer til spændende
kulturarrangementer.
Så, kære nørre djursere, nu er det med at få sat fantasien i sving, så vi kan få
givet vores forsamlingshuse noget mere indhold end kun banko-spil. Banko er skam helt i
orden, men musik, teater og anden kultur er vi mange, der har savnet i mange år her i
vores fantastisk dejlige område.
Her fra Nørre Djurs NetNyt siger vi til lykke til alle dem, der gjorde Kultur Raketten
mulig, og som troede på idéen.
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 02-08-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000