Artikler på Nørre Djurs Web
Nyt fra "busgruppen"

I fredags skrev vi om den deputation fra "busgruppen", der var taget til Århus for at overrække 2.180 (!) underskrifter til amtsborgmesteren. Denne var imidlertid blevet syg, og det fik de for sent besked om, så vi havde forventet at få en slukøret flok hjem fra Århus.
Dette viste sig imidlertid langt fra at være tilfældet. Selvfølgelig var det en streg i regningen, men i stedet for den syge borgmester blev de inviteret på en times kaffemøde med den trafikansvarlige embedsmand, Rigmor Korsgaard, hendes overordnede, Jens Erik Sørensen, og det socialdemokratiske udvalgsmedlem, Bent Mikkelsen.
Her blev de mange underskrifter underbygget med en hel masse konkrete eksempler fra det virkelige liv med de nye busplaner. Amtets folk mente jo helt bestemt, at det hele havde været til høring, og at der burde have været protesteret allerede i efteråret. Hertil svarede man fra busgruppens side, at alt for få borgere opdager noget, når man bare lægger køreplansforslaget ud på bibliotekerne uden at annoncere med det. Det fører for vidt her at gå i detaljer med snakken, men et helt konkret forslag fra busgruppens Mogens Østergaard om som nødforanstaltning at gå tilbage til den gamle køreplan for rute 121`s vedkommende blev ikke fuldstændigt afvist.
Med på turen var Kirsten Bech Hansen fra Nørre Djurs Listen, Janne Berg og Bernhard Kiel fra Hemmed, samt føromtalte Mogens Østergaard fra Dystrup ved Ørum.

[ Dagsoversikt ]

Skrevet af Rex, redaktion 5, den 26. juni 2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000