Artikler på Nørre Djurs Web
Marked i Gjerrild slog alle rekorder
Pic00042.jpg (57504 bytes)

Arrangørerne bag det årlige Gjerrild Kræmmermarked (og den tilhørende "mini-festival", Gjerrild Rock & Jazz) melder om rekordbesøg i week-enden. Lørdagen var den helt store dag med 10-15,000 mennesker, og i alt meldes der om et deltagerantal over hele week-enden på ca. 25.000.

Mange års intenst arbejde ligger bag den store succes, den arrangerende Gjerrild-Bønnerup Idræts Forening kan notere sig efter week-endens flotte Kræmmermarked. Det er et godt kammeratskab i den store flok af frivillige arrangører (som består af en masse lokale borgere fra både Bønnerup og Gjerrild), der er hemmeligheden bag den meget venlige og smilende stemning. Det er derfor også dybt uretfærdigt at begynde at nævne navne, men Janne Martinussens store overblik, Peter Ivan Møllers mangeårige indsats med at stå for musikken og det, at man kan få en frankfurter serveret af både borgmesteren og sagføreren, er i høj grad med til at skabe den rare atmosfære. Men den helt store hyldest skal rettelig tilfalde de mange, mere anonyme hænder, der hvert år knokler for at få denne dejlige folkefest op at stå. Ikke noget med larmende tivoli her, nej, der er plads til både børn, kræmmere og til musikken, som igen i år stod i centrum.
Der er kun én eneste ting, der halter i planlægningen, og det er vejret. Igen i år var det ikke helt perfekt, idet søndagen blev ramt af et trøstesløst regnvejr. Lørdag var vejret heldigvis lidt mildere stemt, dog med enkelte tordenbyger, men også med en hel del sol.
Der var ikke helt så mange kræmmere i år, men til gengæld var der rekordbesøg om lørdagen.
Det kom Rex & Rødderne til gode, da de startede lørdagens musikprogram med at spille deres lystige Texas & hillbilly-repertoire for et stort og entusiastisk publikum. Af indlysende habilitetsgrunde får I ikke nogen nærmere beskrivelse af dem, men de fik i år assistance af Djurs Line-dansere, der også i en pause lavede en opvisning af deres westerndans til medbragt båndmusik. Det var et meget populært indslag.
Hvis det trak mange mennesker, var det dog for intet at regne i forhold til den kæmpeflok, der samledes i teltet, da det nordjyske folkemusikorkester Tørfisk gik på scenen. Desværre havde jeg for travlt til at høre ret meget af dette populære orkester, men alene sangerens alenlange præsentation af orkestret på klingende nord-jysk var enormt morsom.
Noget af det allerbedste ved Gjerrild Kræmmermarked er søndag eftermiddag, hvor de fantastiske Djursland Spillemænd i 6-mands galla-udgave (bl.a. med 2 violiner) spiller op til et medlevende publikum år efter år. Har man aldrig oplevet Gjerrild Kræmmermarked er der nu et helt år til, at man kan få rettet op på den fejltagelse.

[ Dagsoversikt ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 26. juni 2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000