Artikler på Nørre Djurs Web
Hjemvendt fra tur til Maasai-land

afrika.jpg (7475 bytes)

I begyndelsen af april havde vi en artikel om projektarbejder Knud Erik Asak fra Emmelev og hans tur til det nordlige Tanzania med et hold unge fra Århus Produktionsskole. De er nu vendt hjem, og det fortæller vi lidt om i dag.

Vi har tidligere fortalt om det samarbejde mellem MS-Djursland, Utamaduni Kulturforening og Århus Produktionsskole, der ligger bag denne tur. Idéen er at lave et meningsfyldt stykke u-landsarbejde, samtidig med at en flok unge danskere får sig en rejse til en fuldstændig anderledes kultur. For Knud Erik Asak har den i snart en del år stået på majsmøller. Meget af sin tid bruger han på at støve rundt i hele landet for at finde gamle mølleværker og dieseldrevne motorer, som han i mange tilfælde har renoveret sammen med senior-smede, bl.a. i Grenå, men denne gang har han (som også 2 gange tidligere) været ansat som lærer på Århus Produktionsskole.
Forberedelserne til turen startede allerede i de første uger af januar, hvor selve udvælgelsen af, hvem af de unge, der skulle med, foregik. Der var plads til 12 på holdet, og der blev lavet en omhyggelig sortering blandt alle dem, der var interesserede. Det stiller nemlig meget store krav til de unge at skulle rejse ud til så fremmedartede forhold. Tanzania er et af Afrikas fattigste lande, og det område, hvor Maasaierne bor, er nok det fattigste overhovedet i hele landet. Der er langt fra de danske unges tilværelse med computer, fjernkontrol, døgnkiosk og diskoteker og til nogle nomader i Afrika, der knap nok er berørte af den moderne civilisation.
De næste skridt blev taget i løbet af den næste måneds tid med både at renovere majsmøllen og at de unge fik en elementær indføring i swahili. Kulturforståelse og medieteknik var også på programmet, da de unge også skulle lære at bruge videoredigering og EDB for bagefter at kunne fremlægge resultaterne af deres tur for andre unge.
Nu var tiden så endelig kommet, hvor de unge sammen med Knud Erik Asak og en kvindelig lærer var parate til at tage ned til Afrika med den velfungerende majsmølle klar til brug.
Fra MS-Djurslands side bliver der stillet nogle krav til de folk i Tanzania, der skal have majsmøllen. De skal være organiserede i en mølleforening, og de skal gennemgå nogle kurser i regnskabsføring, så de selv så hurtigt som muligt kan bruge og vedligeholde møllen uden hjælp udefra. Knud Erik Asak er overbevist om, at en lille, overskuelig ting som en majsmølle kan være en bedre hjælp til Maasaierne, end et stort, forcromet u-landsprojekt.
Nu er alle kommet hjem igen i god behold. Det har været en benhård og anstrengende tur, men de unge har været nogle steder, hvor europæere ellers aldrig får lov at komme ind, takket være Knud Erik Asaks gode forhold til både Maasaierne og de tanzanianske myndigheder. Om en måneds tid vil de fortælle om deres oplevelser ved et arrangement i Rimsø Forsamlingshus.
Læs under Arkiv artiklen fra torsdag. d. 6. april!

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 24-05-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000