Artikler på Nørre Djurs Web
Uddeleren i Bønnerup ny turistformand

I aftes var der generalforsamling i Djurslands Turistforening på Mosebrugsmuseet i Stenvad. Her blev den hidtidige formand, medlem af kommunalbestyrelsen i Midtdjurs, Kim T. Jensen, afløst af en nørre djurser, nemlig uddeleren fra Dagli`Brugsen i Bønnerup, Kim Lanzky.

Turismen på Djursland har i mange år været kørt af de lokale turistforeninger, men udviklingen i de senere år har vist, at der også er brug for en mere specialiseret og overordnet styring af turistinteresserne, specielt når det gælder promoveringen af Djursland i det store udland. Derfor er den såkaldte Destination Djursland oprettet, og herfra vil man gerne gå ind og være styrende i forhold til de lokale turistforeninger. Denne centralstyring har skabt en frygt hos mange lokale turistfolk for, at den i det lange løb vil overflødiggøre de lokale turistforeninger, og således har campingpladserne på Djursland meldt sig ud af turistsamarbejdet. Der er altså rigtigt mange forskellige interesser og holdninger, som rent faktisk truer med at skabe kaos for turismen på Djursland, hvis ikke der snart bliver skabt enighed om den fremtidige linje.
Det er denne turbulens og store usikkerhed om fremtiden, Kim Lanzky fra Bønnerup nu skal ind og arbejde med som ny formand for Djurslands Turistforening. Han fortæller til Nørre Djurs Web, at man lige nu er i gang med en omfattende høringsrunde, hvor alle de involverede parter bliver bedt om at give hver deres bud på, hvordan det fremtidige turistsamarbejde på Djursland skal drives. Han siger, at der blandt medlemmerne groft sagt er 2 lejre: den ene er den lejr, hvor bl.a. de store turistattraktioner skubber på for at gøre Destination Djursland til den bestemmende i samarbejdet, og hvor man kun vil bruge de lokale foreninger, når det gælder netop de lokale forhold, og den anden lejr, som gerne vil bygge det fremtidige turistsamarbejde på de lokale turistforeningers mangeårige erfaringer og kun bruge Destination Djursland til de store specialopgaver. Efter generalforsamlingen i aftes synes Kim Lanzky dog, der er grund til at understrege, at stemningen i foreningen er blevet bedre, på trods af uenighederne, og at han håber og tror på, at parterne er i fuld gang med at finde hinanden igennem en demokratisk proces; parterne har jo brug for hinanden.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 12-05-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000