Artikler på Nørre Djurs Web
Utraditionel u-landshjælp
Sidst på ugen rejser én af vore lokale ildsjæle, Knud Erik
Asak fra Emmelev Kærvej, på endnu en tur til Afrika. Det er ikke første gang, og det er
sikkert heller ikke sidste, at han tager ned for (i samarbejde med et hold danskere) at
hjælpe til med installeringen af en majsmølle i et fødevare-usikkert område i
Tanzania.
Læs om baggrunden her:
U-landshjælp er jo blevet et meget udskældt område i dagens Danmark, og den hjælp, der
gives, har fået en helt anden karakter, end den har haft tidligere. For 20 år siden var
der noget idealistisk og spejderagtigt ved at blive udsendt som frivillig gennem
eksempelvis Mellemfolkeligt Samvirke. At gøre en indsats på græsrodsniveau var oppe i
tiden, og det var ikke ualmindeligt at være udstationeret det samme sted i flere år. I
vore dage tænker man meget mere rationelt og i kortere forløb, og den personlige indsats
bliver mest gjort på lærer- og konsulentplan. Vores opfattelse af god u-landshjælp har
altså fulgt udviklingen i øvrigt i vores samfund.
Ude i Emmelev Kær går en mand rundt, som nægter at lade sine grundholdninger til disse
emner påvirke alt for meget af skiftende trends inden for u-landsdebatten. Hans navn er
Knud Erik Asak, og han er med i den lokale afdeling af Mellemfolkeligt Samfund, MS
Djursland. Han har for mange år siden været udsendt både i Tanzania, Nepal og
Bangladesh inden for sine 2 områder, byggeriet og pottemageriet, mest i langvarige
forløb. For ham er en tæt, menneskelig kontakt med modtagerne af hjælpen alpha og
omega, og han er en dyb modstander af enhver form for ovenfrakommende foranstaltninger,
som vi europæere så nemt forfalder til. Han mener ikke, hjælpen giver mening, hvis man
ikke giver sig tid til at sætte sig ind i både folkenes sprog og i deres kultur.
For nogle år siden fik han idéen om at begynde at samle på gamle, udrangerede
mølleværker og engelske motorer til at drive værkerne. Han udviklede et koncept, der
gik på at lade et hold gamle, pensionerede smede, i samarbejde med et hold unge
produktionsskoleelever, renovere disse møller og tage ned for at hjælpe med
opstillingen. Fra sin tid i Tanzania havde Knud Erik Asak forskellige samarbejdspartnere,
både enkeltpersoner og organisationer (NGO`er), og det var hos nogle af dem, de første
majsmøller (som de blev brugt til) blev etablerede.
Nu er man nået til nr. 18, og den skal sættes op i et område i Tanzania ved navn
Ngorongoro, hvor Maasai'erne bor. Det er denne gang Århus Produktionsskole, der har
stået for det hele. Her har Knud Erik Asak arbejdet de sidste 3 måneder med et hold
elever, som han nu står og skal afsted med. De har lært en masse om både sprog og
kultur på forhånd, og det er bl. a. deres oplevelse af at blive kastet ud i at skulle
klare sig så fremmed et sted, der er én af de vigtigste ting ved turen. Der er tale om
unge mennesker fra Århus, som måske ikke har så mange oplevelser i det daglige. Herfra
vil vi gerne følge lidt med i, hvordan turen forløber, og vi skal nok give en
situationsrapport senere.
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 06-04-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000