Grenaa Bladet - 25-08-03
Grenaa Slagtehus genopstår med nye ejere bag kødøkserne

Grenaa Slagteri på Tempovej 18 i Grenaa har ligget stille i henved 3 år. Nu kommer der imidlertid gang i foretagendet igen, idet to lokale slagtersvende, Tage Severinsen og Peder »Thies« Bertelsen, overtager slagtehuset pr. den 2. september.
 


Første åbningsdag bliver den 8. september.Tage og Peder overtager Grenaa Slagtehus - som det kommer til at hedde franu af - fra slagtermester Poul Jensen, som Peder Bertelsen i øvrigt er udlært hos. Da Poul Jensen i sin tid drev både slagtehuset og Østergades Slagter samtidig, var Peder Bertelsen da også ansat på stedet en årrække, så han ved hvad det drejer sig om. Tage Severinsen har i flere år kørt rundt som hjemmeslagter ude ved landmændene, men en række nye restriktioner på dette område har gjort det noget nær umuligt at drive den form for erhverv.

Pludselig skulle de lokale landmænd til at kigge mod Tved, Ørsted eller Allingåbro for at få deres dyr slagtet, og derfor mente de to, at der nu er basis for at få gang i slagtehuset på Tempovej igen. - Vi er overbeviste om, at det er det helt rigtige tidspunkt at gå igang
på, siger Peder Bertelsen. - Kunderunderlaget er til stede, og så er det blot op til os at gøre det tilstrækkeligt godt, både fagligt og prismæssigt, fortsætter han. De satser i første omgang på at slagte mellem 30 og 50 grise og en 10-15 kreaturer om ugen. En del af konceptet bliver også storsalg af kød - hele oksefileter, mørbradder med videre - pålæg og pølser til detailleddet, såvel som til private, der vil købe stort ind. I den forbindelse indrettes der en lille butik i Grenaa Slagtehus. Landmændene kan også få deres dyr tilbage

igen som pølser, pålæg, fars og diverse udskæringer. Altsammen helt efter eget ønske. I øjeblikket er makkerparret i gang med at gøre slagtehuset klar til åbningen den 8. september. Den 450 m2 store bygning får indvendigt en kærlig hånd, ligesom der også bliver købt nye maskiner ind til det nye Grenaa Slagtehus.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002