Grenaa Bladet - 25-08-03
Grenaa Plantesalg og Anlæg indleder en »grøn« offensiv

Grenaa Plantesalg og Anlæg ved Jacob Lahn, Bakkehegnet 77 i Grenaa, har indledt en »grøn« offensiv, der går ud på at levere gode planter til havefolket på Djursland - og til særdeles konkurrencedygtige priser. Læg dertil tilbud om totalløsninger omkring alt belægnings- og plantearbejde.
 

 Fra etablering af en ny forhave eller omlægning af hele haven, fra ny terasse til ny indkørsel, støttemure og andre lignende projekter. Det sidste sker i samarbejde med murermester Rasmus Jakobsen. Firmaet råder således over alle former for minigravere, rendegravere med videre. Desuden er der mulighed for kloak-renovering i forbindelse med ny belægning. Men det handler selvsagt første og fremmest om plantesalg. Jacob Lahn forklarer følgende omkring konceptet: - Grenaa Plantesalg og Anlæg er et alternativ til de etablerede planteskole- og centre på Djursland. Min målsætning er at levere sunde og friske planter til en fornuftig pris - og lige til døren. Internet-salg og postordre-salg er meget populært for tiden, idet man bestiller hjemmefra, og får varerne direkte leveret. Jeg har i den forbindelse valgt producenter, som er kendt for kvalitet, og som ønsker at opretholde en god standard. Ligeledes bruger jeg min erfaring i branchen (blandt andet fra Plantorama 2000 i Grenaa) til at finde planteskoler, som kan sælge gode varer til fornuftige priser. Der er jo ingen grund til at betale for meget. Det er alligvel forbrugere, der i sidste ende kommer til at betale. Og selvom der fokuseres meget på prisen, så er det alligevel værd at gå efter kvalitet, så man undgår at skulle plante det hele om, siger Jacob Lahn. Ifølge Jacob Lahn råder Grenaa Plantesalg over ét af Danmarks største  sortimenter i rhododendron og andre surbundsplanter (cirka 450 forskellige)

og desuden en række sjældne vildarter og hybrider. - Vi tilbyder planter på en ny og anderledes måde. Altid friske og direkte
fra planteskolen, og leveret lige til døren. Det er meget svært for have- og  plantecentre at passe planterne så godt som hos producenten, det vil sige engros-planteskolerne. Det skyldes, at hver enkelt type plante kræver særbehandling, og det er ikke nemt at give dem, når et stort sortiment presses sammen på relativt få m2. Nogle planter kræver meget vand, andre kræver meget lidt vand. Nogle kræver fuld sol, andre skygge og så videre. Derfor vil planterne i plantecentrene ikke altid have optimale forhold. Omvendt er engros-planteskolerne ikke interesserede i salg til private. Men det er her Grenaa Plantesalg kommer ind i billedet, som et bindeled mellem engros-planteskolerne og de private kunder, siger Jacob Lahn. Yderligere oplysninger om firmaet vil kunne hentes på internettet på
http://www.grenaaplantesalg.dk.

Se i øvrigt annonce andetsteds i Grenaa Bladet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002