Grenaa Bladet - 18-08-03
En hulens masse vandmeloner

Det er hvad indehaveren af Frugtlageret i Grenaa, Mads Plougmann, (billedet), har investeret i. Der er faktisk tale om hele 23 tons græske vandmeloner, der ankom med kølevogn direkte fra Grækenland til Frugtlageret i Grenaa torsdag i sidste uge.

Har man været på ferie i Grækenland vil man kunne nikke genkendende til disse flotte, stribede vandmeloner, der i selve det røde frugtkød er meget lig de vandmeloner vi kender i forvejen herhjemme, men de græske er ud over striberne også specielle derved, at de har en del færre kerner.

Aftagerne af melonerne er frugt- og grønt-forhandlere på det meste af Djursland.
Frugtlageret har før taget imod store partier indenfor frugt og grønt. Eksempelvis store partier kartofler, men også vandmeloner, hvor den tidligere rekord lød på 15 tons. Når det løber op i 23 tons i denne ombæring, så hænger det sammen med den store transportafstand mellem Grækenland og Danmark. Lastvogns-toget skal således fyldes helt op med meloner for at det kan betale sig at fragte dem helt til Danmark. Mads Plougmann har fået fat i det store parti via en forretnings-forbindelse i netop Grækenland.
Melonerne blev ikke kørt direkte ud til forhandlerne torsdag i sidste uge, idet de - altså melonerne - lige skulle modne lidt mere, men når disse linier læses vil man sikkert kunne finde dem rundt omkring i forretningerne.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002