Grenaa Bladet - 18-08-03
Musik på Gjerrild Kro

Et nyt samarbejde mellem Gjerrild Kro og den lokale afdeling af DMF (Dansk Musiker Forbund) har affødt et sommer/efterårs-musikprogram, som allerede har kastet ét arrangement af sig på kroen i Gjerrild. Det skete den 1. august, hvor »Hawks & Friends« med Jens Falck gæstede »Slyngelstuen« på kroen.

Det næste musikalske indslag i programmet finder sted søndag den 31. august. Der er tale om en søndagsmatiné med gospelsangerinden Anne Primdahl, der kommer og leverer egne sange og kendte toner fra et smukt univers.
Anne Primdahl er en erfaren sanger, komponist og pianist, som er uddannet fra Det Jydske Musikkonservatorium i Århus. Erfaringerne spænder fra klassisk musik og jazz til soul og gospel, og som det seneste skud på stammen af aktiviteter, så tilbyder Anne Primdahl nu også solokoncerter under overskriften: »En sang til en særlig lejlighed«. Ved arrangementet i Gjerrild den 31. august vil hun således lave en kombination af en solokoncert og fællessang. Første halvdel af arrangementet vil være en koncert med indlagte fællessange, mens anden halvdel vil være en spændende workshop, hvor de fremmødte har mulighed for at lære nye sange. Repertoiret vil indeholde danske sange og salmer foruden engelsksprogede gospel-sange.

Rock-bal den 1. november
Den 1. november er der så lagt op til et vaskeægte rockbal på kroen med B. J. & The Evergreeens. Der bliver tale om en aften med gammeldaws rock'n roll for fuld udblæsning - Elvis, Chuck Berry, Creedence, Beatles med flere.
Efterårs-programmet lukker og slukker med en verdensmusik-koncert ved Søren Friboe, der kan levere en helt speciel orientalsk stemning via sang og musik. Denne koncert afvikles den 14. november på Gjerrild Kro.

Sensommeren og efteråret 2003 på Gjerrild Kro er ensbetydende med et musik-program, der blandt andet inkluderer B. J. (Bo Jacobsen) og hans »Evergreens«, der leverer et vaskeægte rock-bal på kroen den 1. november.



[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002