Ekstra-koncert med »Savage Rose« i Grenaa! |
I sidste uges udgave af Grenaa Bladet kunne vi oplyse, at der var totalt udsolgt af billetter til koncerten med »Savage Rose« i Kulturhuset Pavillonen torsdag den 28. august. Det er der uden tvivl en hel del, der er blevet skuffede over at læse, men der er ikke nogen grund til at fortvivle, for torsdag i sidste uge ringede kulturhusleder Hardy Andersen til Grenaa Bladet med den glade nyhed:
- De kommer og laver en ekstra-koncert i Kulturhuset Pavillonen onsdag den 27. august. Ja, rent faktisk, så kommer de allerede dagen før, idet de bruger opholdet i Grenaa som en mulighed for at arbejde med deres 2003-2004-program, fortæller kulturhuslederen.
Der bliver med andre ord tale om et tre-dages ophold i Grenaa for det nærmest legendariske orkester, der har ægteparret Anisette og Thomas Koppel som musikalske og kunstneriske drivkræfter. »Savage Rose« indlogerer sig på et lokalt hotel under Grenaa-opholdet. Og bruger efterfølgende Kulturhuset Pavillonen som øvelokale/arbejdsværksted i forbindelse med afviklingen af de to koncerter.
Der er således i forbindelse med ekstra-koncerten billetter til dem, der ikke var hurtige nok i første omgang.
- Vi tror på, at vi kan sælge mellem 300 og 350 billetter til denne ekstra-koncert, hvilket svarer til balancepunktet
rent økonomisk. Sælger vi færre end det, så ta'r vi det med som en oplevelse, som vi alligevel ikke ville ha' været foruden. Det er en helt speciel chance at få, og både jeg selv og bestyrelsen vil gerne vise, at vi både kan og tør tage nogle chancer, når gevinsten er, at selveste »Savage Rose« »flytter« til Grenaa i tre dage. PR-mæssigt er det et scoop ud over det sædvanlige for både Kulturhuset Pavillonen og Grenaa som hele Djurslands kulturby. Jeg synes virkelig, at vi placerer os med store typer på det kulturelle Danmarkskort med et sådant arrangement, siger kulturhusleder Hardy Andersen, der således påny tager imod billetbestillinger til en Savage Rose-koncert i Grenaa.
»Savage Rose« blev dannet tilbage i 1967. Det folkelige gennembrud kom i starten af 70'erne med musikken til Flemming Flindt-balletten »Dødens Triumf«, og af andre karrieremæssige højdepunkter kan nævnes pladen »Wild Child« fra 1974 og CD'en »Black Angel« fra 1995. Den blev faktisk kåret som årets bedste rock-album i Danmark det år.
Anisette Koppel og resten af kult-bandet »Savage Rose« gæster Kulturhuset Pavillonen i Grenaa med en for længst udsolgt koncert den 28. august. Dem, der ikke nåede at købe billet i første ombæring, får nu en ny chance, idet bandet giver en ekstra-koncert i kulturhuset onsdag den 27. august.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002