Aftenskolerne i Nørre Djurs har Tommy Kenter på programmet! |
Aftenskolerne i Nørre Djurs Kommune - FOF, LOF, Gjerrild Bønnerup Aftenskole og Djurslands Husflidsforening - har ingen ringere end Tommy Kenter på programmet.
Det fremgår af det efterårsprogram fra aftenskolerne, som netop har forladt trykkeriet. Den kendte - og til tider kontroversielle - skuespiller kommer til Nørre Djurs den 14. september. Nærmere bestemt i »Bønneruphuset« ved Bønnerup Strand, hvor Tommy Kenter denne eftermiddag vil læse uddrag af forfatteren og humoristen Finn Søeborgs sjove digte og fortællinger. Aftenskolerne i Nørre Djurs har lavet dette arrangement for at minde os om, at humoren er en meget vigtig del af livet.
Billetter kan købes ved henvendelse til én af de arrangerende aftenskoler. Sidste frist for tilmelding er den 5. september.
Men derudover indeholder programmet selvsagt også en lang række forskellige aftenskole-kurser. I Djurslands Husflidsforening er der således mulighed for at lave ens egen stenskulptur, at lave decoupage, transformere skrot til design eller fremstille flotte smykker i sølv eller bronze.
Også LOF Nørre Djurs har masser af gode ting at byde på - blandt andet bevægelsesholdet »Bevæg dig - bevar dig«, Zesong-koret, kursus i keramik-stentøj, knipling/patchwork, porcelænsmaling, EDB, blomsterbinding, musikundervisning for voksne, berømte kriminalhistorier, besøg på fængselsmuséet i Horsenes, skumringstur i Meilgaardskoven plus diverse musik- og sangkurser under Djurs Barok's vinger.
FOF i Nørre Djurs har blandt andet en kulturrejse til Frankrig på programmet. Der er tale om en spændende bustur til Normandiet og Bretagne i foråret 2004. Af kurser byder FOF blandt andet på yoga og afspænding, jagtkursus for m/k, madlavningskursus på Den Blå Kutter, kursus i kunsten at kommunikere, være kreativ med pil, tage duelighedsbevis i sejlads, ligesom der også tilbydes harmonikaundervisning og undervisning i at spille keyboard/klaver.
Gjerrild Bønnerup Aftenskole ved Sonja Christensen er også på banen i programmet. Blandt andet med tilbud om at deltage på bevægelseshold, harmonikaundervisning, et litteratur-kursus, et inspirationskursus med henblik på at lave sit eget slik og et kursus i at lave adventskranse og dekorationer.
Aftenskolerne i Nørre Djurs Kommune har netop sendt deres fællesprogram for efteråret 2003 på gaden. Og man har faktisk ingen ringere end Tommy Kenter på programmet.
Aftenskolernes fællesprogram for efteråret 2003 er på gaden
Oplysningssamvirket i Grenaa Kommune står påny bag udgivelsen af aftenskolernes fællesprogram. Det skulle meget gerne dumpe ind ad brevsprækkerne - eller dukke op i postkasserne - hos borgerne i kommunen i netop denne uge.
Som sædvanligt er der tale om en skønsom blanding af diverse kurser og foredrag med videre. Med andre ord et program spækket med mange spændende og kreative fag - alt lige fra pilekursus og mavedans til foredrag og studierejser. Det er aftenskolerne FOF, Kulturhuset »Stationen« i Trustrup, Djurslands Husflidsforening og LOF, der præsenterer deres respektive efterårsprogram for 2003 i programmet.
På foredrags-siden vil man blandt andre kunne møde den forhenværende hofmarskal, kammerherre og generalmajor Søren Haslund-Christensen. Det sker i samarbejde med Kulturhuset Pavillonen. Han kommer naturligvis og fortæller om et farverigt, spændende og krævende job som Dronningens nærmeste medarbejder. Det sker den 21. oktober i kulturhuset i Grenaa.
En kultur- og studierejse med bus til Normandiet og Bretagne i Frankrig er også med i FOF's del af fællesprogrammet. Derudover er der blandt andet kurser i orientalsk mavedans, yoga og afspænding, et meditationskursus, en salsa-workshop, power-yoga og power-sleeping, kurser for gravide, efterfødselskurser, kurser i peronslighedsudvikling, blomsterbinding, møbelpolstring, rygestopkursus, ernæringskursus, sejlerkursus, tegnekursus, musik og kor, sprogundervisning - blandt meget andet.
Djurslands Husflidsforening byder for sin del på kurser i bolchefremstilling, pilefletkursus og et kursus i dekorativ blomsterbinderi til jul. LOF i Grenaa har også et righoldigt udvalg af kurser. Blandt andet kurser i IT/EDB, diverse sprogkurser, yoga, afspændingskurser - herunder gymnastik i et varmtvands-bassin - madlavningskurser, blomsterbinding, vin-kendskab, jagttegn og natur og vildtpleje, ældredans, korsang foruden en lang række kreative fag såsom glasmaling, knipling/patchwork, pileflet/kurveflet med videre.
En koncert med pianisten Mogens Dalsgaard, rundvisning på Grenaa Rådhus, bustur til Christiansborg og et diasshow med foredrag om Uganda er også på LOF's efterårsprogram for 2003.
Hold øje med fællesprogrammet fra aftenskolerne i denne uge.
Aftenskolernes fællesprogram for efteråret 2003 udsendes i denne uge. Som altid indeholder det et righoldigt udvalg af kurser, foredrag og ture/studierejser.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002