Grenaa Bladet - 04-08-2003
August måned i Kulturhuset Pavillonen

Onsdag den 6. august er der påny live-musik i Kulturhuset Pavillonen. Der er tale om endnu en af kulturhusets sommerkoncerter, og faktisk er der tale om den eneste genganger i forhold til sidste års sommermusik-program. »Bayous« er navnet, så denne onsdag aftens festlige og medrivende musikindslag er resultatet af fire Århus-musikeres og én vestjydes lyst til at snuse til zydeco- og cajun-kulturen fra Louisiana i USA. Efter gruppens optræden i Grenaa sidste sommer var der mange, der ligefrem FORLANGTE at få et genhør. Dette ønske opfyldes hermed onsdag aften i indeværende uge.


Resten af Kulturhuset Pavillonens august-program ser ud som følger:

»Kunst til tiden«
Lørdag den 16. august er der åbning af udstillingen »Kunst til tiden« i anledning af Kræftens Bekæmpelses 75 års jubilæum. Udstillingen vises i Grenaa som det eneste sted i hele Århus Amt. 60 førende danske kunstnere har hver især foræret et billede til organisationen, og det er disse billeder, man kan opleve på udstillingen i Grenaa, der åbnes af borgmester Gert Schou. Senere på eftermiddagen vil der være klassisk musik med værker af Schubert og Brahms.
Samme dag om aftenen er der koncert med Danmarks bedst Irish Band, »Ash Plant«. Se i øvrigt hele denne specielle weekends program på www.kulturne.dk.
En stor kinesisk opera er én af de meget eksotiske ting, som Kulturhuset Pavillonen har haft på plakaten, og sørme om huset ikke påny er klar med et kinesisk tiltag. I denne ombæring er der tale om børnekulturgruppen »The Tianjin Cathay's«, der gæster Grenaa fredag den 22. august. Her vil man således kunne opleve 20 kinesiske børn optræde med traditionel musik, dans og sang.

»Savage Rose« den 28. august
Men august måneds helt store navn er indiskutabelt gruppen Savage Rose med Anisette og Thomas Koppel, der kan opleves i Kulturhuset Pavillonen torsdag den 28. august. Billetsalget til denne koncert går da også strygende. I sidste uge havde man således mere end rundet de 300 solgte billetter. Det vil sige en hel måned før koncerten skal afvikles!
August-programmet rundes af med åbningen af en kunstudstilling lørdag den 30. august. Der er tale om Kulturhuset Pavillonens september-udstilling med værker af Kirsten Bøggild.
Se i øvrigt annonce med hele Kulturhuset Pavillonens efterårsprogram beskrevet andetsteds i Grenaa Bladet i denne uge. Der vanker på den led blandt andet kultur-oplevelser i selskab med navne som Svend Asmussen, Jesper Lundgaard, Anne Marie Helger, Shu-Bi-Dua og Lis Sørensen med flere.





                Her ses forsiden til den folder med efterårsprogrammet 2003, som Kulturhuset Pavillonen netop har sendt på gaden.






[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002