Er Jon færdig som popsanger? |
Ovenstående spørgsmål var der flere i den danske medieverdenen, der stillede sig selv - og andre for den sags skyld - i sidste uge. Anledningen var den, at Grenaa Politi havde valgt at tiltale Jon efter én af de grove voldsparagraffer, nemlig paragraf 245. Der er tale om den næstgroveste voldsparagraf i den danske straffelovgivning, og ifald man dømmes går strafferammen fra bødestraf og helt op til 6 års fængsel. En domsmandsret ved retten i Grenaa skal tage stilling til Jon Gade Nørgaards skyld i sagen den 2. september.
Det, der har hevet den unge popstjerne ind i det danske retsmaskineri, er en episode, der fandt sted i en lejlighed på Fuglevænget i Grenaa i starten af juli i forbindelse med en privat fest. Ved 4-tiden om morgenen blev der sendt bud efter en ambulance til en 19-årig mand, der havde været i nærkontakt med Jon's knytnæver. Blandt andet brækkede han næsen i den forbindelse, ligesom ansigtet som helhed var svulmet op til ukendelighed som følge af slagene. Jon har overfor politiet forklaret, at der havde været tale om et regulært slagsmål, mens den 19-årig for sin del har forklaret, at der var tale om regulær vold. Han har fortalt politiet, at han lå og sov, da Jon pludselig begyndte at slå og sparke ham. En række vidner er også blevet afhørt i sagen, og politiet har altså på baggrund af de mange forskellige elementer i sagen valgt at tiltale Jon for én af de grove voldsparagraffer.
Skulle Jon gå hen og blive dømt skyldig i vold i henhold til paragraf 245, så slipper han formentlig nådigt rent strafmæssigt. Dels på grund af sin unge alder, og dels på grund af, at der er tale om førstegangsforseelse for hans vedkommende.
Men karrieren som popsanger kan meget vel være forbi, hvis domsmandsretten kender ham skyldig i vold.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002