Grenaa Bladet - 04-08-2003
Spøgelser....!!

Den 7. oktober afvikles halvårsprogrammets første foredrag. Statsbibliotekar Lars Otto Kristensen, Århus, kommer og beretter om »Overtro, sagn og spøgerier - især på herregårde«. Foredraget finder sted på Grenaa Bibliotek.
Filmforevisningen afvikles sammesteds tirsdag den 28. oktober. I samarbejde med Grenaa Bibliotek, Grenaa Egnsarkiv og Blicher-Selskabet vil man denne aften vise den gamle stumfilm »Præsten i Vejlby«, der første gang blev filmatiseret i 1920 med biografpremiere i marts 1922. Filmen blev et tilløbsstykke i Grenaa - ikke mindst på grund af de mange lokale optagelser fra Vejlby og den nærmeste omegn. Filmen findes på Det Danske Filminstituts museum, og har siden 20'erne ikke været fremme i offentligheden. Grenaa Egnsarkiv har arbejdet sammen med Blicher-Selskabet om at få lavet en video-udgave af den gamle stumfilm, og resultatet præsenteres hermed. Børge Kjær indleder aftenen med en omtale af de lokale filmoptagelser, og Erik Harbo, Blicher-Selskabet, vil kommentere forevisningen. Billetter til denne aften kan købes/bestilles på Grenaa Bibliotek fra den 14. oktober.

Grenaaegnens kalkstenskirker og henrettelser
Ved det næste foredrag - den 4. november - rykker man ind i Ældrecentret Posthaven. Denne aften kommer lektor Jens Vellev, Moesgaard ved Århus, og fortæller om »Grenaaegnens kalkstenskirker«.
Den 11. november rykker man tilbage til Grenaa Bibliotek for her at kigge nærmere på »Henrettelser på Djursland og noget om dødsstraffens historie«. Det emne har Børge Kjær styr på, og han vil kunne fortælle, at vi lokalt har udførlige beretninger om tre henrettelser og deres baggrund - spredt over en ganske lang periode. Bedst kendt er halshugningen af præsten i Vejlby, Søren Jensen Quist i 1626. Den foregik på Sønder herreds tingsted i nærheden af Albøge. To mordere blev endvidere henrettet på Hessel Hede syd for Grenaa i 1825, og samme sted blev Gertrud Marie Hansdatter halshugget i 1856. Disse sager benyttes endvidere til at få et overblik over dødsstraffens historie.
Lørdag den 13. december er emnet lidt mere fredeligt, idet man tager på juletur til Auning Kirke, hvor pastor Erik Lindberg vil fortælle om kirken, der er præget af herskaberne fra Gl. Estrup. Dette arrangement afslutter slægtsforeningens aktivitetsprogram for 2. halvår af 2003.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002