Fremgang for klokkespilssagen |
Takket være et par nylige donationer er realiseringen
af »Hendes Majestæt Dronning Ingrids Klokkespil« i Sankt Gertrud kirkes tårn, rykket
lidt nærmere. Der er dog fortsat brug for al mulig økonomisk hjælp. Det er Kong
Christian den Tiendes Fond og den lokale Grenaa Rotary Klub, der hver har doneret et
beløb, fortæller klokkenist Per Rasmus Møller.
Desuden har Grenaa-virksomheden »Grefta Tryk« netop sponsoreret trykning af en folder,
der fortæller om hele det spændende klokkespilsprojekt, som i fremtiden vil placere
Grenaa på det musikalske Europakort. Folderen vil kunne fås i Grenaa kirke, byens
pengeinstitutter, turistkontoret og udvalgte forretninger, ligesom den vil være vedlagt
enhver fremtidig ansøgning.
Efter sommerferien indleder Klokkespilskomiteen en ny ansøgningsrunde, der omfatter
lokale pengeinstitutter og virksomheder samt en række fonde. Det materiale, ansøgerne
modtager, er omfattende og indeholder bl.a. en CD med lyden fra det nuværende automatiske
klokkespil foruden en smagsprøve på den musikalske verden, der åbner sig med det
færdige klokkespil. Til illustration heraf er lyden hentet fra det landskendte »Kong
Frederik den Niendes Klokkespil« i Løgumkloster, der forhåbentlig snart vil have sin
mage i Grenaa, slutter Per Rasmus Møller.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002