Nye bosætningssteder i Nørre Djurs Kommune |
Økonomiudvalget i Nørre Djurs skal i sit møde i dag
den 29. juli tage stilling til virksomhedsplanen 2003-2004, hvor Teknisk Afdeling har
udarbejdet et katalog som peger på mulige nye bosætningsområder i kommunen. I planen er
der bl.a. lagt vægt på, at kommunen i fremtiden skal kunne tilbyde attraktive
udstykninger, med havudsigt, med udsigt til skov, osv. Derudover er der i
virksomhedsplanen udtrykt en positiv holdning overfor jordbrugsparceller. Det er
hensigten, at økonomiudvalget og derefter kommunalbestyrelsen skal tage stilling til,
hvilke områder der skal udvælges. Dernæst skal disse udvalgte områder indsendes til
godkendelse i Århus Amt. Såfremt amtet giver accept, vil de nye bosætningsområder
blive indarbejdet i kommunens strategiplan, der er under udarbejdelse. Efter en offentlig
høringsrunde vil de nye bosætningsområder blive indarbejdet i kommuneplanen.
Byudvikling i Glesborg
Efter en konkret henvendelse til Nørre Djurs kommune i marts måned 2003 fra en
lodsejer og en bygherre/investor, besluttede økonomiudvalget i sit møde den 25. marts at
iværksætte udarbejdelse af en samlet dispositionsplan for byudviklingsområdet Glesborg
Nord, mellem Hemmedvej og Glesborg Kærvej. Planen skulle bl.a. belyse muligheder og
konsekvenser ved etablering af ny dagligvarebutik i området, som ovennævnte henvendelse
drejede sig om.
Der foreligger nu en dispositionsplan i form af en Byudviklingsplan Glesborg, som er
udarbejdet af konsulentfirmaet Sven Allan Jensen A/S i samarbejde med kommunens tekniske
afdeling. I materialet er beskrevet en række muligheder for byudvikling i Glesborg som
økonomiudvalg og kommunalbestyrelse skal tage stilling til.
Den interesserede bygherre håber på at kunne opstarte sit byggeri lige efter nytåret
2003.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002