Ekstra Monster Truck Træf |
Legendariske »Big Boss«, vilde »Extreme« og
skrækindjagende »Nightmare« er med som særlige attraktioner, når Monti og Jonni
Bossle nu kommer på det østlige Djursland med deres stunt-men team og store »Bossle
Hell-Drivers & 3 x Monster Truck Show, live«. Der bliver tale om tre forestillinger:
Fredag den 1. august Fjellerup Strand på Festpladsen ved Møllebækvej.
Lørdag den 2. august på Havnen, Bønnerup Strand.
Søndag den 3. august på Strandpromenaden ved Fregatten Jylland i Ebeltoft.
Det bliver eneste mulighed for at se showet i år, oplyser show-leder Monti Bossle.
På grusomste vis kører og hopper de 3 uhyrer hen over biler og efterlader dem knuste og
mast flade som CD´er.
Den blå »Big Boss« er en 7,5 tons mastodont. Grøn-sorte »Nightmare« fra USA
imponerer med sine 800 HK. på 70 cm. brede hjul, 180 cm i diameter, og som kompakte
»Extreme« hopper de to stødvis hen over deres bil-ofre. »Bilvrag« får en helt ny
betydning.
Efterlysning:
For øvrigt: Har een af vore læsere en aflagt bil, som lige kan køre sine
sidste 100 meter, og man gerne vil se den som »star« i showet her, kan man henvende sig
på pladsen ved 10.30 tiden. Så vil Monti Bossle afhente bilen og kvittere med billetter
til den glade giver og hans/hendes familie.
I showet opleves også de stunt man har set på film og TV, men live: En 4,2 tons lastbil
kører blot på 2 hjul, og en stuntman fræser på motorcykel, siddende baglæns og meget
mere.
Showet støtter Kræftens Bekæmpelse.
På pladserne er også Kræftens Bekæmpelses informationstelt med, og som tema er »Sund
kost for forebyggelse af kræftsygdomme«. Lokale bestyrelsesmedlemmer udleverer grønne
madopskrifter, og besvarer spørgsmål. - Kræft rammer hver 3. af os! Og her i
foreningens 75. jubilæumsår er det oplagt at oplyse om Kræftens Bekæmpelse, som alene
financierer mere end halvdelen af al forskning i kræft herhjemme, ligesom foreningen yder
en betydningsfuld forebyggende rådgivning og patientstøtte.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002