| Kræftens bekæmpelse fylder 75 år |
Grenaa indbyder hele Århus Amt til Kulturné i
dagene 16.-17. august.
Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Grenaa er med i et landsdækkende program
kaldet »Kulturné«, hvor der vises en kunstudstilling med 60 kendte danske kunstnere,
der har doneret deres kunst til formålet. Udstillingen vises eet sted i hvert af landets
amter, og i Århus Amt har man valgt Grenaa som repræsentant for amtet.
Herudover er der en buket af kulturtilbud, hvor overskudet ubeskårent går til Kræftens
Bekæmpelse.
Læge Thyge Ingerslev, formand for lokalforeningen, fortæller at der konstateres 30.000
kræfttilfælde årligt i Danmark, så der er virkeligt brug for indsamling af mange penge
til den nødvendige forskning m.v. der sker på området.
Lars Chalmer fra Mercatus fortæller, at Kulturné er et helt nyt tiltag, som henvender
sig til børnefamilierne, der her kan få mange gode oplevelser, og selvom hovedtemaet er
udstillingen »Kunst til tiden«, så er programmet så omfattende i weekenden 16. til 17.
august, at der er noget for enhver smag.
Lørdag den 16. kl. 13.00 åbner Lars Kolind »Kunst til tiden« i Kulturhuset Pavillonen,
hvor han også taler om »Erhvervslivet og Kunsten«. Kl. 14.15 er der jubilæumskoncert
med Anette Slaato og Anne-Mette Stæhr, der bl.a. opfører værker af Schubert, Brahms,
Shostakowich og Eva Kondrup.
Kl. 16.00 åbner biblioteket op for en kunstudstilling med værker af billedkunstneren
Laila Melin Svendsen.
Lørdag aften kl. 20.00 kommer filminstruktøren Nils Malmros på besøg i Kino Grenaa,
hvor han besvarer spørgsmål efter filmen »At kende sandheden«.
Kl. 20.30 er der koncert i Pavillonen med Ashplant, der er Danmarks bedste irske band.
Søndag den 17. august begynder med en rask gåtur fra Grenaa Naturskole, og kl. 11.00
åbner Dronningens Ferieby dørene for at vise sine 150 kunstværker frem.
Kl. 12.00 kan du prøve dine færdigheder med havkajaksejlads. Kl. 12.15 er der klokkespil
fra Grenaa Kirke, der følges op med orgelkoncert med organist Peter Arendt kl. 12.30.
Djursland Museum har besøg af auktionshuset Lauritz.com. fra Århus, der tilbyder at
vurdere dine kunstgenstande i »Hvad er det værd?« og det sker fra kl. 13.00.
Den Kommunale Højskole i Grenaa åbner kl. 14.00 og viser sine 500 kostbare kunstværker
frem for besøgende. Dette arrangement slutter den spændende weekend.
Køb et kulturpas for 75 kr.
Med et kulturpas i hånden kan du komme gratis ind til næsten alle
arrangementer, og nogle få opkræver et mindre tillægsbeløb. Men vigtigst er nok, at du
kan komme gratis til Grenaa med busserne fra hele amtet.
Kulturpasset kan købes i 13 turistkontorer fordelt over hele Århus Amt, og i Kulturhuset
Pavillonen, eller www.kulturne.dk.
Der er skabt et enestående samarbejde i anledning af 75-års fødselsdagen i Kræftens
Bekæmpelse mellem mange udstillingssteder i Grenaa, men også overnatnings- og
spisetilbud fra byens hoteller og restauranter, fortæller kulturhusleder Hardy Andersen,
og Grenaa Bybusser vil sørge for transporten fra sted til sted efter en speciel
køreplan.
Formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening Thyge Ingerslev har haft en arbejdsgruppe
til sin hjælp, bestående af formanden selv, Hardy Andersen, Lars Chalmer, Per Rasmussen,
Britta Mosdal, Kaj Hansen, Gert Schou, Kino, Morten Skovmand, Finn Pedersen og Ulla Engel.
Der har været en utrolig opbakning fra lokal side, med mange sponsorer, private firmaer
såvel som amt og kommune, fortæller Thyge Ingerslev, hvilket betyder, at de faste
udgifter er betalt, og det betyder igen, at køb af Kulturné-pas, er et tilskud til
Kræftens Bekæmpelse. Arbejdsgruppen har arbejdet med et budget på godt 75.000 kr.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002