Ny servicebygning på Bønnerup Havn |
I løbet af efteråret vil en nyopført servicebygning
stå klar til brug. De mange gæster på havnen i Bønnerup kan ikke undgå at lægge
mærke til det store byggeri, der ialt er på 1200 kvm. Imellem to fløje rager et
kommende isværk 15 meter op i vejret. Isværket skal afløse det gamle isværk, der har
20 år på bagen, og skal rives ned efter krav fra myndighederne, der også har påpeget
behovet for nye kølerum med frysekapacitet.
Når bygningen står færdig skal den huse rum til opbevaring af kasser og mulighed for
vaskning af disse. Herudover bliver servicebygningen forberedt til at huse fiskeboder med
salg af frisk fisk.
10 millioners byggeri
Byggeriet kommer til at koste godt 10 millioner kroner. Nørre Djurs kommune
støtter med halvdelen, medens tilskud fra EU gerne skulle dække den anden halvdel.
Fiskerne i Bønnerup venter spændt på, at sagen bliver færdigbehandlet i Direktoratet
for Fødevarer.
Nørre Djurs kommunes største arbejdsplads
I Bønnerup Havn er der et halvt hundrede hjemmehørende skibe, der årligt
lander fisk for op mod 20 millioner kroner, og som direkte beskæftiger ca. 100 mennesker.
Det er håbet, at den nye servicebygning kan fastholde og sætte skub i udviklingen, så
en række større planer kan realiseres i fremtiden. Disse planer kræver dog større
vanddybde i havnen og en større udvidelse af molerne, og det vil igen koste mange
millioner.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002