Grenaa Bladet - 22-07-03
Orgelaften i Grenaa Kirke

Den første koncert i Djurs Baroks sommerserie bliver en orgelaften - »Fiori Musicali« i Grenaa kirke, torsdag den 24. juli. Her vil det nye fremragende orgel fra Jensen & Thomsen være i centrum som den velklingende formidler af musik af Frescobaldi, Buxtehude, Vivaldi og J.S.Bach med organist Frode Bitsch som fortolker.
Frode Bitsch har i en årrække dyrket især baroktidens musik. Han tog kirkemusikalsk eksamen i Århus i 1972 - den gang det var god tone at spille »smugt legato« og i takt. Frode Bitsch var een af de organister i Danmark, der først gjorde op med den stive spillemåde og gav sig i kast med en mere levende rytmisk, profileret og artikuleret fremførelsespraksis. Han har sideløbende med orgelspillet dyrket kammermusik i flere sammenhænge, bl.a. som cembalist i ensemblet »Sub Rosa«.
Aftenens program af »musikalske blomster« indledes med Girolamo Frescobaldis samling af liturgiske og verdslige orgelstykker. Dietrich Buxtehude er repræsenteret ved sit berømte Præludium i D-dur.
Antonio Vivaldis fantasifulde værk »Den store Mogul« har J. S. Bach overført til et storslået orgelværk. Resten af programmet er helliget den store mester J. S. Bachs værker, der helt givet vil tilfredsstille og falde i publikums smag.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002