Pensionisterne får udskiftet bladene i håndbogen |
I de kommende 3 uger får pensionisterne i Nørre Djurs
kommune besøg af frivillige centerrådsmedlemmer og telefonvagter. De kommer med nye
sider til "Håndbog for pensionister i Nørre Djurs kommune".
Det er et år siden håndbogen blev udsendt, og det var planen, at enkelte blade skulle
udskiftes hver sommer, men i år gør centerrådet en undtagelse, idet man mener, at bogen
bliver lettere at finde rundt i, hvis der er sidetal, så derfor modtager pensionisterne
denne gang helt nye sider.
Grenaa Politi har fået en side med i håndbogen vedrørende "Gratis kørekursus for
ældre bilister", ligesom bogen er udvidet med en side om folkebibliotekets tilbud.
Teknisk afdeling i Nørre Djurs kommune har fået en side i med oplysninger om Telebussens
køreplaner og priser, ligesom Ældrerådet har ønsket at få en pjece med orientering om
ældreråd, klageråd og frivillighedsråd med i håndbogen.
Årsagen til at frivillige går rundt i kommunen med de godt 1100 håndbøger, i stedet
for at sende bladene ud, er, at vi gerne vil i kontakt med pensionisterne, som derved
bliver klar over, hvem vi er, og derigennem gøre dem trygge ved at henvende sig til os,
når de har brug for hjælp, fortæller Aksel C. Andersen fra Centerrådet, der også
benytter lejligheden til at takke de mange sponsorer, der gør udgivelsen mulig.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002