Grenaa Bladet - 22-07-03
Sommerlig kunstudstilling i Ebeltoft

sommerud.jpg (18296 bytes)

Kunstforeningen i Ebeltoft er nu klar med den næste sommerlige kunstudstilling i Kunstbygningen, Jernbanegade 15 i Ebeltoft. Det skete med en fernisering lørdag den 19. juli. Udstillingen varer frem til 3. august. Der er åbent alle aftener, med undtagelse af lørdage, hvor der er åbent kl. 11-14.
Interessen blandt kunstnerne for at komme med i udstillingen har været så stor, at 12-15 kunstnere har måttet afvises, da deres tilmeldinger kom for sent. Efter blot et par dage, var vægpladserne fuldttegnede. Ca. halvdelen af kunstnerne er førstegangsudstillere, hvilket også beviser, at Kunstbygningen er et eftertragtet sted at få lov til at vise sine værker.
Besøgstallet har været stigende år for år, viser en opgørelse som Kunstforeningens bestyrelse har foretaget. I 1998 havde to sommerudstillinger 817 besøgende, men sidste sommer nåede besøgstallet op på 1300, så derfor er bestyrelsen meget spændt på, hvad besøgstallet bliver i 2003.
11 af de 15 udstillere er fra Ebeltoft eller nærmeste omegn, mens resten kommer fra Århus og Frederiksberg.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002