Grenaa Bladet - 22-07-03
Vold med flere implicerede i Østergade i Grenaa

Fredag i forrige uge kl. 20.27 blev politiet tilkaldt til Østergades udmunding mod rundkørslen, hvor der lige var afviklet et større slagsmål mellem flere parter.
Et ægtepar, der kom gående, blev bagfra overfaldet af en 22-årig kvinde. Den 22-årige greb hustruen i håret og tildelte hende flere knytnæveslag i ansigtet. Den overfaldne kvinde var 45 år gammel, og hendes mand på 48 år greb ind i sagen, idet han kastede den 22-årige ned på gaden, hvor han fastholdt hende. Medens den 48-årige mand sad ved den 22-årige kvinde, kom en yngre mand til stede, og han sparkede den 48-årige i ansigtet, så han fik sin læbe flækket. Herefter tog den nytilkomne mand og den 22-årige kvinde flugten inden politiet kunne gribe ind.
Politiet er bekendt med den 22-åriges identitet, og efterlyser nu den unge mand, ligesom politiet gerne hører fra vidner til voldsepisoden.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002