Grenaa Bladet - 22-07-03
Rita Olesen, organist og formand for Grenaa Menighedsråd fylder 50 år

I godt et halvt års tid har Rita Olesen været formand for Grenaa Menighedsråd. Hun blev valgt af et enigt menighedsråd, og man har ikke haft anledning til at fortryde det valg, der lokalkirkepolitisk set var lidt udover det almindelige! Fordi Rita Olesen er spidskandidat på »Den fælleskirkelige liste«, som er Indre Missions liste! Og den grundtvigske liste har et solidt flertal på 9 af 15 medlemmer! Den tidligere formand, bedemand Nanny Kristensen, der som spidskandidat for den grundtvigske liste scorede det højeste antal personlige stemmer ved valget i november 2000, ønskede sig fritaget for jobbet. Efter kun et år i rådet blev Rita Olesen valgt uden modkandidat! "Jeg vil have Nanny til næstformand! Og I skal ikke regne med at se mig i kirke om søndagen!" sagde hun inden valget. Begge dele akcepterede rådet. Man forstod , at den nye formand naturligvis skal passe sit organistjob i Ørum og Ginnerup kirker! Det valg handler om, at modsætningerne i Grenaa Menighedsråd ikke mere er, hvad de har været! Men det siger bestemt også en del om fødselaren! Forventninger, som Rita Olesen altså allerede indenfor det første halve år har indfriet. Og det er ikke fordi, hun ikke har en mening selv! Det har hun og hun er ikke bange for at komme frem med den. Samtidig er hun god til at lytte til andre og tage hensyn. Der er enighed om, at hun på en god måde har klaret efterdønningerne efter Lyskædesagen på Grenaa Kirkegård og sidst skærmydslerne om, hvor mange penge menighedsrådet skulle budgettere med til Simon Peters Kirke.
For seks år siden kom Rita Olesen til Grenaa sammen med sin mand, indremissionær Christen Olesen, der har ansvaret for en række Indre Missionssamfund på Østdjursland. Det betyder mange møder og Rita følger sin mand så ofte som muligt - også når det gælder husbesøg. I Grenaa Missionshus har hun ansvaret for en pigeklub, der samler 9-13-årige. I næste uge drager hun med sin mand til Skovgård Camping, hvor Indre Mission med Grenaas missionærpar som ledere samler 7-800 campister, deriblandt mange unge, til godt en uge med møder og socialt samvær. I Grenaa Kirkes regi har hun som organist engageret sig i et tilbud, som er gået ud til alle byens børnehaver om at komme på et lille besøg i Grenaa Kirke. Hun har også ansvaret for musikken til den morgensang, som indleder dagen på Den kommunale Højskole.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002