»Vi bakker op om Grenaabanen« |
Vedrørende det socialdemokratiske amtsrådsmedlem Bent
Mikkelsens store bekymringer omkring enigheden mellem DF Århus Amt og DF Grenaa Byråd,
kan vi hermed berolige Hr. Bent Mikkelsen med, at der er fuldstændig enighed, også når
det drejer sig omkring Grenåbanen*s fremtid.
Vi er helt enige om, at Grenåbanen giver trafikale problemer i Århus by, vi er også
helt enige omkring trafiksikkerheden, den SKAL nemlig være i top.
Vi kan derfor kun se at Bent Mikkelsen skyder helt ved siden af, når han påstår at
Dansk Folkeparti mener det modsatte. Om det er en taktisk handling Bent Mikkelsen har
prøvet at fremskaffe, ved kun han selv, men vi kan konstatere, at den har slået helt
fejl.
Omstændighederne vedrørende banestrækningen Århus/Grenaa også kaldet Grenåbanen, er
imidlertid den, at Dansk Folkeparti i Århus Amt har været med hele vejen og stemt for
anlægsbudgettet inklusive niveaufri overskæring på Grenåvej.
Havde Bent Mikkelsen nu haft en lidt højere position i sit parti, og dermed siddet med
ved forhandlingsbordet eller også bare hørt en lille bitte smule mere efter hvad Dansk
Folkeparti sagde ved behandlingen af budgettet, ja så havde Hr. Bent Mikkelsen ikke
behøvet at gå rundt her i sommervarmen og være så bekymret.
Dansk Folkeparti har svært ved at se det positive i Grenåbanens forløb gennem Århus
By, men Århus Amt består jo som bekendt af meget mere end Århus og det indretter vi os
efter i Dansk Folkeparti.
Bent Mikkelsens påstande i hans læserbrev er således faldet helt til jorden.
Amtsrådsmedlem
Jette Skive
Otte Ruds Gade 19
8200 Århus N. og
Byrådsmedlem
Bent Andersen
Havnevej 53
8500 Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002