Tankespind og trafikdebat |
Nu troede vi lige at debatten om flytning af Århus
lufthavn var lagt i mølposen efter at Århus byråd har sendt den i teknisk udvalg, men
Jan H. Christiansens indlæg i JP Århus den 10. juli med titel »den forudsigelige
trafikdebat«, fortjener en kommentar, fra en der er stor tilhænger af den nuværende
placering. Der er flere faktuelle spørgsmål som tilhængerne af en flytning skøjter let
og elegant hen over, bl.a.: Forventer man at kunne tiltrække lavprisoperatører? Hvordan
vil man sikre sig kontrollen med markedet fra beslutning om start på projektet til
ibrugtagning? Hvor mange jyske lufthavne forudsætter man lukket på opstartstidspunktet,
og hvilke? I 2002 blev der registret 3.3 mio. afrejsende og ankommende fra og til Jylland,
det med 6 lufthavne! Forventer man at endnu en lufthavn ved Århus vil generere flere
passagerer? Har man forholdt sig til økonomien efter en investering på over 2
milliarder, Billund investerede 1 milliard i 2000 og 2001 og kom ud med et underskud på
lidt over 100 mio. kr. i 2002. Skal vi sætte det i relation, vil Århus ny lufthavn
generere 200 mio. i underskud de første år, og hvem vil lægge budget til det. Hvad med
lavprisflyselskaberne og chartertrafikken, hvordan vil man forholde sig til at de
konkurrerer på pris, og placeringen af lufthavnen er sekundær. Er der nogle af
tilhængerne der har forsøgt at sætte sig ind i det fremtidige flypassagermarked, hvor
lavpris og høj frekvens på afgange bliver de væsentligste konkurrenceparametre. Mon en
ny lufthavn vil kunne få et ben til jorden med den omkostningsstruktur - læs høje
afgifter til flyselskaberne, man vil være tvunget til at opkræve. Det er noget forkælet
snak, når tilhængere af endnu en lufthavn i Østjylland ønsker at bygge en ny, for at
få den tæt på bopæl og arbejdsplads, men det vil nok ikke være de samme personer, der
senere vil føle sig generet af trafik og flystøj. Med hensyn til hvor folk bosætter
sig, mener jeg vi i al trafikplanlægning bør inddrage det fremtidige
bosætningsmønster. Allerede nu ser vi en meget øget bosætnin i Rønde og Midtdjurs
kommuner, så vi har måske alligevel om få år en lufthavn, med nuværende placering, i
et område med en rimelig tæt beboelse. Jan H. Christiansens sammenligning med etablering
af storebæltsforbindelsen, og hvad godt den har gjort for landet, er slet ikke relevant.
Hvis der havde ligget en mindre bro over Storebælt, ganske vist næsten betalt, og man
så byggede en ny, med håbet om at alle så ville benytte den nye trods en højere pris,
kunne sammenligningen bruges.
Svend Brandstrup Hansen
Viceborgmester
Grenaa byråd, V
Udsigten 25
Grenaa
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002