Grenaa Bladet - 15-07-03
Fugleskydningen 2003

De allerbedste forudsætninger var til stede da Grenaa Fugleskydningsselskab afholdt sin årlige fugleskydning i Kalkbakkerne nord for Grenaa Havn.
Fra morgenstunden marcherede Grenaa Blæserne med fuld musik, til vækning af alle gode grenåensere i byens centrum, og blev modtaget af skydebrødrene på Torvet ved det Gamle Rådhus. Herefter gik Blæserne i spidsen for de feststemte og dekorrerede skydebrødre til Grenaa Trafikterminal, hvor busser kørte selskabet til morgenkaffe hos sidste års fuglekonge Peter Kristiansen.
Skydningen i Kalkbakkerne blev igangsat under kyndig vejledning af skydeleder og nyudnævnt æresmedlem Arne Bilde Olesen, der blev assisteren af Oluf Steffensen og Chr. Høgh, og med Gert Engelbrechtsen som ansvarlig for skydningens sikkerhed. Allerede kl. 10.17 faldt Kronen ved Lars Albæks skud. Først kl. 18.07 faldt Brystpladen ved skud af Tom Bille, der hermed blev fuglekonge år 2003.
I forbindelse med pause og frokost midt på dagen, blev der holdt taler af borgmester Gert Schou, og politimester Jens Wacher, medens æresmedlem og toustmarster Arne Bilde Olesen talte for Fugleskydningsselskabet.
Resultaterne af fugleskydningen blev:
Kronen: Lars Albæk
Ringen: Stig Bjerring
Æblet: Lars Kjeldsen ved H.J. Allermanns skud
Sceptret: Anders Westmark Andersen.
Halspladen: Dan Friis ved Knud Dam fra Melbourn
Halepladen: Jens Madsen ved Christian Høghs skud.
Venstre vinge: Peter B. Nielsen ved skud af Karl Erik Pedersen.
Højre vinge: Jens Flint Larsen ved Axel Thommassens skud
Brystpladen: Tom Bille

Den gode stemning var til stede hele dagen, og ikke mindst hos de glade præmietagere.

fuglekonger-4-fv.jpg (12334 bytes)
Fuglekongen 2002 Peter Kristiansen afleverer sine kæder og værdighedstegn til fuglekongen 2003 Tom Bille,
medens Fugleskydnings Selskabet formand Niels Buur smilende ser til.

australier-fugleskydning.jpg (16080 bytes)

Knud Dam og John Ulrik kom på besøg fra Melbourne i Australien. De deltog begge aktivt i dagens skydninger, med de erfaringer de har fået hjemme i Den Danske Forenings fugleskydning.

tom-bille-fuglekonge.jpg (14449 bytes)
Fuglekonge år 2003 Tom Bille, der ved eget skud fællede brystpladen. Her med alle beviserne på sin nye værdighed.

fugleskydning.jpg (11797 bytes)

Besøg fra Australien
Som en glædelig overraskelse fik skydebrødrene besøg af 2 gæster fra Melbourne, Australien, nemlig Knud Dam, der stammer fra Vensyssel, og har boet i Australien i 35 år, og John Ulrik, der med sine forældre flyttede til Australien da han var 10 år gammel. Der er tale om en genvisit hos Fugleskydnings Selskabets formand Niels Buur, der i 1999 besøgte Skydebrødrene i den Danske forening i Melbourn, som dengang fejrede sit 100 års jubilæum. De Australske gæster deltog også aktivt i skydningen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002