Sommerfest i Ebeltoft for enhver smag |
Igen i år byder sommerfesten i Ebeltoft på noget for
alle aldre og interesser, når festen i år afvikles på Festpladsen ved Strandvejen i
dagene 17.-20. juli.
Alle dagene er Nordisk Tivolipark på plads med deres forlystelser for store og små og
på pladsen er kræmmerne parat til at gøre en god handel med gæsterne.
I teltet kan der opleves duoen PetMic's, som bl.a. kendes fra dansktoppen og succesen fra
sidste år med dame- og mandestrip gentages torsdag aften. Til programmet torsdag hører
ligeledes det traditionsrige sildebord, som plejer at fylde det store telt på pladsen.
Fredag spiller diskotek LaserPower op med musik og lysshow og lørdag aften afvikles den
traditionsrige festaften, som indledes med spisning af grillstegt pattegris eller bøf
efter eget valg. Underholdningen lørdag aften sørger Kandis for.
Søndag eftermiddag underholder Regina børnene og deres forældre med sang og musik og
arrangementet fortsætter med teateroptog og koncert ved Ebeltoft Garden. Traditionen tro
afsluttes der søndag aften med festfyrværkeri og fakkeltog til det gamle rådhus, mens
det lokale band »Mænd over 40« underholder i teltet på festpladsen.
»At lægge program for sådant et arrangement, er jo en balance imellem bibeholdelsen af
de gamle, succesfyldte programpunkter og så introduktionen af noget og spændende. Vi er
ret sikre på at årets program rummer noget for alle og så er pladsens beliggenhed jo
også ideel til et uforpligtende besøg i det forhåbentligt gode sommervejr«, slutter
Ole Jørgensen fra arrangørerne.
Overskuddet fra sommerfesten deles imellem Sommerfestkomiteen i Ebeltoft og Lions Club
Mols, som begge anvender midlerne til uddeling til gavn for foreninger og frivilligt
arbejde.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002