Grenaa Bladet - 15-07-03
Så er det blevet sommer - nyd det og tag de muligheder og udfordringer som er tilstede

Af formand Alice Espeholt, Turistforeningen.

Så er det blevet sommer - nyd det og tag de muligheder og udfordringer som er tilstede.
Jeg har været så heldig at blive formand for turistforeningen en udfordring som jeg er meget glad for.
Folk henvender sig til mig med både gode og dårlige nyheder, det er dejligt, bliv ved med det.
Som nogen ved, har jeg siddet i Destination Djurslands bestyrelse i et år samt i turistforeningens bestyrelse i et år. Så det er ikke længe, men længe nok til at have idéer og muligheder parat. Jeg håber, at jeg med den opbakning jeg får kan være med til at gøre en forskel.
Helt overordnet, glæder jeg mig over at Grenaa Byråd har sat arbejdet vedr. en ny turistpolitisk handleplan i gang, det er vi mange som samarbejder omkring.
Dernæst vil jeg rose alle, som har deltaget aktivt i at Stationspladsen i den grad har fået et løft - det er blevet flot, vi kan virkelig være stolte. Ros til både de private og de offentlige.
En ny lille folder/aktivitetskalender har set dagens lys idéen er opstået i et samarbejde mellem turistchefen og idégruppen. Det er turistbureauet som producerer aktivitetskalenderen og Turistforeningen der står for tryk m.v. og som betaler. Det er frivillige som deler den ud. Et rigtigt godt eksempel på, at noget kan lykkedes, når viljen til samarbejde er tilstede. Jeg håber, den vil komme mange både borgere og turister til glæde og gavn.
En anden nyhed er byvandringer i Grenaa - også et spændende tiltag, som igen flere har samarbejdet om at få op at stå. Jeg håber både de lokale og turisterne vil benytte sig af - at få del i den viden som andre er i besiddelse af.
Ved vejen mod Kattegatcentret er opsat et skilt hvorpå der står at butikkerne i Grenaa har åbent til kl. 19.00 om mandagen. Det ser godt ud og generelt er det dejligt at butikkerne har længere åbent - det har virkelig været noget gæster har efterlyst igennem mange år. Men husk, det vil tage tid inden gæsterne, og vi andre borgere husker det.
Jeg glæder mig også over at der mellem turistforeningen og handelsstandsforeningen er indledt et samarbejde. Jeg håber virkelig, at det må blive til gavn for begge foreninger det kan næsten ikke andet.
Alle som har gode idéer er velkommen til at komme med dem til turistforeningen, Per Rasmussen eller jeg selv.
Og husk - meld Jer ind i Turistforeningen, der hjælpes og støttes, uanset om du har butik restaurant, overnatningssted eller du er privat person. Det er spændende at være med hvor det handler om mennesker og udfordringer. Der er brug for ALLE. Så mail ring eller gå op på vores turistkontor - i stueetagen under Smykkemuseet.
Tak til alle som er aktive og som samarbejder til glæde for turisterne og os selv i den sidste ende.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002