Mød LivredderPatruljen i Ebeltoft, Grenaa og Fjellerup |
Hele sommeren kan man møde LivredderPatruljerne rundt
omkring i Sommerlandet. Bag patruljerne står Tryg i Danmark og Dansk Svømmeunion.
Patruljerne skal sammen med mandskabet i de rød-hvide livreddertårne være med til at
skabe øget tryghed på de danske badestrande.
To LivredderPatruljer kører netop nu rundt i Danmark. patruljerne fortæller om
badesikkerhed, demonstrerer førstehjælp og giver gode råd til en tryg dag på stranden.
Den ene patrulje kan man møde på landets strande, mens den anden patrulje besøger
fodboldskoler og feriekolonier.
- Hver patrulje medbringer udstyr til at kunne håndtere de livstruende situationer, der
kan opstå ved havet. Samtidig består patruljerne af uddannede og erfarne kystlivreddere
fra Dansk Svømmeunion, der er gode til at fortælle og vise, hvad en kystlivredder kan.
Ved at demonstrere hvad vi kan, får vi givet folk nogle gode råd med på vejen, fx. at
man altid skal bade sammen med andre, så man kan holde øje med hinanden. På den måde
hjælper vi forhåbentlig folk til at undgå de situationer, hvor de kan få brug for os,
fortæller Ole T. Nielsen, leder af livredningssektionen i Dansk Svømmeunion.
LivredderPatruljerne kører landet rundt fra den 28. juni til den 3. august.
- Det er femte år, vi sammen med Dansk Svømmeunion sender LivredderPatruljerne af sted,
og i år besøger vi over 40 strande. Hvert år bliver patruljerne mødt med stor
interesse uanset hvor i landet, vi kommer frem. Særligt børn er meget nysgerrige - og
det er godt, fordi børnene er gode til at huske de råd, de får. Og så kan de minde
deres forældre om, hvad man skal passe på, så hele familien kan få en god og tryg dag
på stranden, siger Trine Heidemann, kommunikationschef i Tryg i Danmark.
LivredderPatruljen kan mødes på: Boeslum Strand, Ebeltoft, fredag den 18. juli kl.
11.00. Grenaa Natur Skole, Blå Flag Station, Grenaa, fredag den 18. juli kl. 14.00.
Fjellerup Strand, Blå Flag Station, Fjellerup, lørdag den 19. juli kl. 11.00. Fjellerup
Strand, ved campingpladsen, Fjellerup, lørdag den 19. juli kl. 14.00.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002