Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Grenaa sender overskud til minerydning |
Det blev til et overskud på 93.000 kr. i
genbrugsbutikken på Østergade 23 for første halvår 2003. Pengene er sendt til
hovedkontoret i København med det formål, at beløbet skal anvendes til minerydning i
Cambodia, Eritgrea, Sudan og Irak.
Birthe Hansen fra genbrugsbutikken udtaler: Forestil dig, at du vil gå en aftentur på
landet i Danmark, hvor markerne begynder at blive gule, grøftekanterne er fulde af røde
valmuer, hvide margueritter og i kanten af marken står de skønneste blå kornblomster.
Du plukker en buket til din kønneste vase på bordet i stuen. Ja, det kan man gøre her i
landet, men der er steder i verden, hvor det ville være livsfarligt at bevæge sig uden
for landevejen for at plukke blomster. I mange lande, hvor der har været krig, vrimler
jorden med dødbringende eller lemlæstende miner. De ligger godt skjult, eller er
udformet som spændende legetøj for at friste børnene, og træder man på en eller tager
legetøjsbilen op for at lege med den, sprænges den øjeblikkeligt med katastrofale
følger.
Medarbejderne i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Grenaa føler med de mennesker,
der må leve med sådanne minetrusler i hverdagen. Derfor har vi besluttet at øremærke
en del af butikkens overskud til minerydning gennem Folkekirkens Nødhjælp.
Organisationen har efterhånden stor erfaring i minerydning, bl.a. fra Kosovo, men
arbejdet udføres også med held i Albanien og Eritrea. Minerydningen er nødvendig for at
befolkningerne kan komme til at dyrke jorden.
Udover selve minerydningen skal der også iværksættes informationskampagner overfor
befolkningerne, så folk lokalt bliver bevidste om, hvor der kan være tegn på nedgravede
miner. Også dette arbejde kræver penge. I det hele taget er det et kostbart arbejde at
udføre minerydning fortsætter Birthe Hansen. Det er et arbejde med høj risiko, og
sikkerheden skal derfor være i højsædet. Det betyder også at arbejdet ikke kan ske
hurtigt, men tværtimod er meget langsommelig. Der skal tilrettelægges omhyggelige
arbejdsgange og overvågning, hvor et medicinsk beredskab skal være på plads.
Pengene er godt givet ud, for befolkningen får deres normale liv tilbage og kan leve igen
som de gjorde før krigen og deres jord blev gjort ubrugelig af soldaternes dødbringende
miner.
At Folkekirkens Nødhjælps Genrbrugsbutik i Østergade 23, har nået det flotte resultat
skyldes ikke mindst de frivillige medarbejderes indsats, men der skal også lyde en stor
tak til alle de borgere på Djursland, der skænker gode ting og sager, der kan
videresælges. Dette arbejde skaber nyt liv for vanskeligt stillede mennesker ude i den
del af verden, der har været ramt af krig og ødelæggelse, slutter Birthe Hansen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002