Grenaa Bladet - 08-07-2003
Landsbykoordinator Grenaa Kommune

Grenaa Kommune har netop modtaget tilskud fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til ansættelse af en landsbykoordinator. Tilskuddet er meddelt efter anmodning fra Lyngby og Trustrup borgerforeninger, der gennem en længere periode har arbejdet meget intenst med drøftelse af, hvordan man lokalt i disse bysamfund ønsker at påvirke den lokale udvikling.
I 2002 bevilgede Indenrigs- og Sundhedsministeriet også tilskud til denne ordning, men da var tilskuddet øremærket til Lyngby/Trustrup-området.
Da ordningen har været en succes for Lyngby/Trustrup-området, har Grenaa Kommune besluttet, at såfremt der kan opnås tilskud til at fortsætte ordningen, skal den også tilbydes øvrige »landsbyer« i Grenaa Kommune. Det er som allerede nævnt sket, og ordningen forventes at kunne fungere indtil ca. 1. maj 2004.

Til inspiration for kommunens øvrige landsbyer kan oplyses, at Lyngby/Trustrup-området bl.a. har etableret flere arbejdsgrupper for bl.a. at drøfte/planlægge trafik og byforskønnelse, rekreative arealer, sociale mødesteder, småbørnsfamiliers vilkår, unges vilkår og ældres vilkår.
Efterfølgende har lokalområdets ønsker og forslag været forelagt for kommunen, og vil indgå i det videre planlægningsarbejde i kommunalt regi. Herudover har landsbykoordinatoren været behjælpelig med praktisk støtte til foreningers aktiviteter, forberedelse og gennemførelse af møder i forbindelse med foreningers aktiviteter, indsamling af informationer til arbejdsgruppernes arbejde og støtte til byerne og foreningerne ved gennemførelse af sociale og kulturelle arrangementer.
Det skal i den forbindelse nævnes, at Grenaa Kommunes økonomiske situation medfører, at der i forbindelse med landsbykoordinator-ordningen ikke er afsat særlige midler til at understøtte ordningen. Landsbykoordinatoren har derimod med held søgt flere fonde med videre om tilskud til konkrete projekter.
Som landsbykoordinator er ansat Karl Aage Nielsen, der også har fungeret som landsbykoordinator for Trustrup og Lyngby. Karl Aage Nielsen kan normalt træffes i Kulturhuset »Stationen« i Trustrup.
Landsbykoordinatoren deltager også gerne i et dag- eller aftenmøde med en given landsby-bestyrelse for at fortælle nærmere om ordningen, og hvad man kan bruge ham til.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002