Grenaa Bladet - 08-07-2003
Kiosken i Lillegade har fået nye ejere!

Ulla Nygaard har solgt sin kiosk - Tobak Og Bladhandel - i Lillegade til et selskab bestående af sports- og spilleinteresserede med Gert Sørensen, Grenaa, i spidsen.
Og man må sige, at Ulla Nygaard sluttede af med manér. I forrige uge vandt Susanne Lassen fra Trustrup 7.000 kroner om måneden i de næste 7 år i Tipstjenestens skrabespil Quick 7-9-13 - og det på et skrabelod, som hun havde købt hos netop Ulla Nygaard i Lillegade-kiosken. Og mandag i sidste uge var den heldige vinder så klar til at møde pressen, hvor hun fortalte om sin heldige skrabespils-historie, der i alt kommer til at indbringe hende 588.000 kroner over de næste 7 år.
Men i indeværende uge - fra mandag den 7. juli - er der altså nye ansigter bag disken i kiosken i Lillegade, der fremover vil bære navnet »Lillegades Kiosk«, til at tage imod de mange faste kunder såvel som de mange turister, som befinder sig i byen i øjeblikket.
- Kiosken vil føre det samme sortiment som tidligere, og vi fortsætter naturligvis også som kollektør for Varelotteriet, siger Gert Sørensen, og fortsætter:
- Vi vil dog gøre mere ud af Dansk Tipstjenestes produkter. Eksempelvis udbydes der anpartsspil, ligesom der i forretningen vil blive indrettet et lille spillehjørne med skrivefag, TV med mere, siger han.

Gert Sørensen er et kendt ansigt i Grenaa. Dels gennem sit aktive sportsliv og dels gennem sit daglige virke hos Schmidt Møbler i Grenaa. Jobbet hos Schmidt Møbler beholder Gert Sørensen, mens han i kiosken vil være den, der vil tage sig af regnskaberne. Til at varetage opgaverne i åbningstiden er der indtil videre ansat en fuldtids- samt tre deltidsmedarbejdere. Alle forretningsvante og med et bredt kendskab til spil og sport. Ikke mindst den daglige leder af butikken, H. C. Pedersen, der i over tre år har drevet Stjernekiosken på Havnevej i Grenaa.
Overtagelsen vil blive markeret ved en senere lejlighed.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002