INFO'en på Grenaa Stadion lukker sandsynligvis ned ved årets udgang |
GIF's Idræts- og Naturfritidsordning - i daglig
tale INFO'en - hænger i en meget tynd tråd. Ordningen står reelt uden arbejdsgiver
efter GIF Fodbolds bestyrelse har meddelt såvel Grenaa Kommune som INFO'ens leder, Jan
Jensen, at man ikke længere ønsker at påtage sig det ledelsesmæssige ansvar for
ordningen, der har kørt i fire år med fast tilholdssted i GIF's klublokaler på Grenaa
Stadion.
GIF Fodbold vil fremover nøjes med at drive fodboldklub, har bestyrelsen meddelt, og de
seneste udvalgsmøder i Børne- og Ungdomsudvalget i Grenaa Kommune peger ikke just i
retning af en kommunal redningsplanke, selv om kommunen reelt godt kunne overtage
ledelsesansvaret for INFO'en. Det er man blot ikke interesseret i, fordi man så pludselig
står med nogle helt andre og større udgifter, end den halve million på årsbasis, som
kommunen giver i øjeblikket i tilskud. Det er med andre ord et meget billigt
fritidsordningstilbud for kommunen - netop fordi kommunen ikke står med det
ledelsesmæssige ansvar. I så fald skulle INFO'en fungere på samme vilkår som
Enggården. Herunder genforhandling af overenskomst med BUPL for det pædagogiske
personale i ordningen med videre. Men kommunen vælter sig jo ikke ligefrem i penge for
tiden, så lysten til at gå ind med endnu flere midler til fritidsordningen er ikke
overvældende stor.
På et møde i Børne- og Ungdomsudvalget den 11. juni indstillede et flertal bestående
af Tom Mortensen (SF), Kirsten Jensen (C) og Pia Bjerregaard (V), at samarbejdsaftalen med
GIF Fodbold bør opsiges pr. den 31. december 2003, eftersom GIF Fodbold ikke længere
ønsker at påtage sig ansvaret for ordningen. Et mindretal bestående af Valdemar Haumand
(S) og Leif Lahn Jensen (S) ønskede at afvente en ny henvendelse fra GIF Fodbold -
og/eller fra GIF's hovedbestyrelsen, som eventuelt kunne være en aktør i redningen af
INFO'en. Denne henvendelse har kommunen modtaget, og GIF fastholder her, at man ikke
længere ønsker at påtage sig ledelsesansvaret, og kommunen har rent administrativt
svaret tilbage, at så ønsker man at opsige kontrakten med GIF. Dermed lukker ordningen
efter alt at dømme pr. den 31. december 2003, som sagerne står lige nu. INFO'ens leder
Jan Jensen's modsvar er, at man agter dø med støvlerne på.
- Vi har 28 børn indmeldt i ordningen pr. den 1. august. Der er således 7 ledige
pladser, og interesserede forældre skal være hjerteligt velkomne med deres børn, så vi
kan få fyldt helt op. Det kunne være et rart signal at sende omverdenen, at man altså
lukker noget, som der er brug for, og som mange børn og forældre er glade for, siger han
til Grenaa Bladet.
Formanden i GIF's hovedbestyrelse hedder Jørgen Steffensen, og det var ikke mindst på
initiativ fra ham, at ordningen i sin tid blev oprettet. På daværende tidspunkt var han
nemlig formand for GIF Fodbolds bestyrelse, så ét eller andet sted er det hans
hjertebarn, der hænger med en vis legemsdel i vandskorpen.
- Det har jeg det naturligvis ikke specielt godt med, men man skal ikke fastholde en
ordning hvis behovet ikke er til stede i tilstrækkeligt omfang. Visionen med ordningen
var jo netop, at den kunne gå ind og dække et behov for et sundt og godt
aktivitetstilbud for skolebørn, der er blevet for gamle til at gå i SFO'en, siger
Jørgen Steffensen, og fortsætter:
- Og behovet var vitterligt til stede. Ordningen var fuldttegnet med 35 børn fra starten
af og havde derudover 10 børn på venteliste. Det er mig bekendt ikke situationen p. t.,
og så er man nødt til at tilpasse sig de nye tider. I den sammenhæng er INFO'en ikke
mere fredet end så meget andet, men når det er sagt så må det retfærdigvis tilføjes,
at INFO'en har givet både GIF og Grenaa Kommune en masse positiv omtale. Ordningen var en
nyskabelse, og den har faktisk dannet skole, idet lignende ordninger fungerer i bedste
velgående rundt omkring i landet. Jeg og lederen af INFO'en, Jan Jensen, har mange gange
været ude og holde foredrag om ordningen, ligesom den også tit har fået besøg fra
interesserede kommuner. Så både internt og eksternt har den været en succes, udtaler
Jørgen Steffensen.
Han siger videre, at GIF's hovedafdeling egentlig godt kunne køre ordningen videre, men
at man ikke er interesseret i at overtage et problem.
- Hvis behovet markant var til stede var det da en oplagt mulighed, men det er jo ikke
helt tilfældet. Men ordningen er i sig selv god nok, og der er mange gode og fornuftige
perspektiver i den. Sundhedspolitisk taler man jo meget om at børn og unge generelt er
alt for tykke. Det her tilbud bygger på fedmens fjende nr. 1, nemlig fysisk aktivitet
gennem idræt og naturoplevelser. Samtidig fungerer det som en inspirator til selv at
være aktiv i idræt, så det er på alle måder trist, hvis vi ikke kan opretholde en
sådan ordning i Grenaa Kommune. Tilmed en ordning, vi selv har opfundet, og som har
dannet skole rundt omkring i landet, slutter Jørgen Steffensen.
- Set fra kommunens synspunkt er der tale om en både god og billig fritidsordning, men
behovet skal naturligvis være til stede. Måske man på et tidligere tidspunkt burde have
kridtet skoene noget mere i retning af at øge tilstrømningen af børn til ordningen,
siger Valdemar Haumand, der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
Her i foråret 2003 har ordningen ganske vist indledt et samarbejde med SFO'en på Søndre
Skole i netop dette øjemed. Blandt flere andre tiltag i den retning, men det ser
umiddelbart ud til at have været skønne spildte kræfter. INFO'ens leder Jan Jensen er
da heller ikke bleg for at indrømme, at dette arbejde måske skulle have været iværksat
noget før.
- Det kan man godt sige i bagklogskabens skærende lys, men vi troede, at det var nok at
dele en pjece ud på skolerne. Det var så ikke nok, og derfor er vi måske lidt sent ude
med vores plan B, som til gengæld er rigtig god. Vi har fået en meget tæt kontakt til
vores naturlige fødeskole, Søndre Skole - herunder ikke mindst SFO'en - og vi har
forventet os rigtig meget af dette samarbejde. I det tidlige forår er der således aftalt
forældremøder på skolen med de forældre hvis børn må forlade SFO'en ved skiftet fra
3. til 4. klasse. Vi har indledt et samarbejde med idrætslærerne på skolen, så vi
indgår i deres idrætsdag for 3. klasserne, så vi også den vej rundt får gjort reklame
for os selv. Det, jeg er rigtig, rigtig ked af er, at dette arbejde tilsyneladende ikke
får en reel chance for at bære frugt. GIF's Fodboldafdeling tænker overhovedet ikke
fremadrettet. Man har låst sig fast på, at man ikke vil have noget med INFO'en at gøre
overhovedet. Kommunen kender også til disse nye tiltag for at øge tilstrømningen, og
burde måske også medvirke til at gi' os en chance fremfor bare at rive kontrakten i
stykker fordi GIF ikke længere vil påtage sig ledelsesansvaret, siger Jan Jensen, som
ikke vil afvise, at en kommende forældrebestyrelse måske vil påtage sig
ledelsesansvaret for ordningen, så den muligvis kan køre videre efter den 31. december
2003.
- Jeg har fået en henvendelse i den retning, og nu må vi se hvad der sker, siger han.
Han kan videre oplyse, at INFO'ens problem startede med at en stor gruppe af de ældste
børn meldte sig ud i efteråret sidste år.
- De ville gerne have et aftentilbud, og det ville vi også gerne ha' kunnet gi' dem, men
det tillader de fysiske rammer ganske enkelt ikke. Fodboldafdelingen bruger jo lokalerne
om aftenen. Så de smuttede fra os til fordel for Subway Club på Enggården. Så
grundlaget for at drive klubvirksomhed er ikke optimalt, men vi gør det så godt vi kan.
Vi bruger blandt andet mange kræfter på at lave ture i både ind- og udland med en hel
del overnatninger til følge, fortæller Jan Jensen, der på positivsiden også har kunnet
notere sig, at de børn, der p. t. er indmeldt i ordningen, er meget små.
- Langt de fleste er i omegnen af 10 år, og det er jo en gruppe, som vi kan ha' i INFO'en
i flere år i modsætning til de store, som typisk forlader os, idet de når
konfirmationsalderen. Af den førnævnte årsag omkring det manglende aftentilbud. Så der
er med andre ord noget at bygge på, men opbakningen til det udefra er sandt for dyden
svær at få øje på lige i øjeblikket, slutter Jan Jensen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002