Hæsblæsende blues-koncert i Grenaa: |
Lightnin' Moe and his Peace Disturbers giver
koncert i Kulturhuset Pavillonen
Sangeren, sangskriveren og mundharpespilleren Morten
»Lightnin' Moe« Stenbæk og hans band »The Peace Disturbers« spiller blues med en
autentisk sound fra 50'ernes USA. Stilen er inspireret af den upolerede Chicago-blues,
samt mere eller mindre kendte numre fra datidens USA. Onsdag den 9. juli i indeværende
uge giver bandet koncert i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa i forbindelse med kulturhusets
sommerkoncert-program.
Siden Morten Stenbæk startede bandet i 1995 (dengang under navnet »King Buiscuit and The
Crackers« er det blevet til tre CD-udgivelser og talrige koncerter i Danmark, Norge,
Sverige, Tyskland og Holland. Såvel herhjemme som internationalt har bandet høstet stor
anerkendelse og ros for deres optræden samt CD-udgivelser. Bandets store erfaring og
rutine giver garanti for et intenst live-sjow, der med professionelt overskud og
humørfyldt glimt i øjet kommer ud over scenekanten. »The Peace Disturbers« består af
Tim »Jumpfoot« Petersen på trommer, Peter »The Planet« Dunvad på kontrabas og elbas
- begge har spillet utallige koncerter i forskellige blues-sammenhænge - og på guitar i
bandet det nye store guitartalent, Kasper Vegeberg.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002