Grenaa Bladet - 03-07-01
Kæntringsulykke ved Fornæs kostede 50-årig mand livet!

Onsdag aften i sidste uge blev der iværksat en større redningsaktion med helikopter og redningsbåd efter det stod klart, at en hurtiggående sejlbåd var kæntret ud for Fornæs cirka 10 sømil nordøst for Grenaa Havn. Ved båden - en såkaldt »Trimaran« - (der lå med bunden i vejret) fandt man en død mand i våddragt og svømmevest.
 
Han var viklet ind i liner fra båden og havde en flænge i panden, hvilket tyder på, at han var blevet ramt af en bom i forbindelse med kæntringen. Der er ikke umiddelbart noget der tyder på, at båden har været ude for en kollision, så det ligner til forveksling en regulær kæntringsulykke affødt af den hårde vind, som huserede midt i sidste uge. Politiet fandt ret hurtigt ud af identiteten på den afdøde sejler. Der er tale om Karsten Frei Krogh fra Slagelse. Da det var slået fast kunne man også finde ud af, at han ikke havde været alene ombord, idet hans 42-årige samleverske også var taget med på den skæbnesvangre tur. Trods intensiv eftersøgning med helikopter lykkedes det ikke at finde hende, og i fredags havde man indstillet al eftersøgning. Al sandsynlighed taler for, at hun også er omkommet i forbindelse med kæntringsulykken. Politiet kunne dog ikke frigive navnet på hende ved redaktionens slutning i fredags.
Der bliver i forhold til den 50-årige rutinerede sejler arbejdet videre på at finde ud af den helt nøjagtige dødsårsag.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002