| En nybagt bilist kørte 111 km/t i 50 km/t-zone!! |
En 18-årig ung mandlig bilist spillede hasard med sit kørekort, da han lørdag aften i forrige weekend kom blæsende med 111 km/t på Fuglsangvej i Grenaa. Tilmed på den del af strækningen, hvor der er en fartbegrænsning på 50 km/t! Med andre ord mere end dobbelt op i forhold til det tilladte. Og den unge bilist tabte dette hasardspil, idet politiet netop denne aften var ude med deres fartkontrol-udstyr.
Eftersom han falder ind under de nye regler med to års prøvetid for alle nye bilister, så koster forseelsen ganske givet - udover en kæmpebøde og en betinget frakendelse af kørekortet - også et egentligt køreforbud, der varer helt frem til det tidspunkt, hvor han på tilfredsstillende vis har gennemført et genopdragelses-program hos en kørelærer - plus en orienterende køreprøve med en motorsagkyndig ved sin side.
Aftenen før havde politiet også været ude med dette laser-udstyr. Det foregik på Åstrupvej i Grenaa, hvor tre bilister blev taget for at køre for stærkt. Aftenens »højdespringer« kørte 94 km/t.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002