Grenaa Bladet - 03-07-01
Grenaa-CD var til Superligakamp på Brøndby Stadion!

Søndag den 15. juni fik Brøndby IF's unge stjernefrø, Peter Foldgast, overbragt en kasse Grenaa-CD-rommer til uddeling blandt de af klubbens ungdomsfodboldsspillere, der eventuelt kunne tænke sig at prøve lykken på Hessel Gods Fodboldkostskole.




 
CD'en blev overrakt i Vilfort Lounge på Brøndby Stadion af Idégruppen Grenaa, og Peter Foldgast, der selv er et produkt af Hessel Gods Fodboldkostskole i Grenaa, lovede, at han nok skulle gøre flittigt brug af CD'erne. Peter Foldgast lovede i øvrigt inden kampen, at han ville spille en pragtkamp, og det beviste han senere ved at score det første af fire Brøndby-mål i sejren på 4-0 over OB. Det blev dog som bekendt FCK, der løb med det danske mesterskab i fodbold, selv om både Brøndby og Foldgast har leveret et flot forår. Titlen kom i hus mod AGF forrige søndag i Parken i København, og også i denne kamp var Hessel Gods Fodboldkostskole repræsenteret på smukkeste vis. Hele tre tidligere elever deltog nemlig i kampen mod »løverne«. Super-talenterne Leon Andreasen og Steffen Rasmussen, der begge er U21-landsholdsspillere, var begge med i AGF's startopstilling, mens Jan Klausen blev skiftet ind undervejs. Jan Klausen og Steffen Rasmussen kommer oprindeligt fra Stenvad Boldklub, og Danmarks p. t. største målmandstalent, Steffen Rasmussen, har også vogtet målet for GIF's førstehold i Jyllandsserien en enkelt sæson. Her i foråret har han tilkæmpet sig pladsen som AGF's ubestridte førstemålmand, og dermed sendt sin forgænger, Erik Boye, på pension et år før tiden. Leon Andreasen regnes for sin del for ét af de absolut største fodbold-talenter i Danmark, og man kan ikke finde en eneste fodboldsagkyndig i hele riget, der ikke er overbevist om, at han havner på A-landsholdet. Det samme kunne man sige om Peter Foldgast, og tiden vil vise, hvem af de to tidligere Hessel-folk, der når det først. Hvis da ikke Steffen Rasmussen slår dem begge to på målstregen...!


Brøndby IF's spillertrup ses her i forbindelse med ét af deres besøg i Grenaa, som følge af samarbejdet med Hessel Gods Fodboldkostskole. Som nummer to fra venstre - ved siden af BIF-direktør Per Bjerregaard - ses en meget ung Peter Foldgast, der ved en Superliga-kamp på Brøndby Stadion den 15. juni fik overrakt en kasse Grenaa CD-rommer til uddeling blandt klubbens unge spillere med interesse i et Hessel-ophold.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002