Country-show på lørdag i Albertinelund Camping |
På lørdag den 5. juli arrangeres der et country-show i Albertinelund Camping ved Bønnerup Strand. Her vil man kunne møde danske country-musikere som Eigil Linddahl og Poul Winther, men der vil også være danseopvisning ved en flok linedancers.
Der er fri entré til dette country-show i Albertinelund Camping, hvor der vil være mulighed for at købe mad og drikke.
Ét af de musikalske indslag kommer som allerede nævnt fra Randers-sangeren Eigil Linddahl, der har været viden om i sin karriere. Han startede i sin pure ungdom som »pigtrådssanger« - musikstilen som i dag kaldes 60'er musik.
I 70'erne etablerede han et af Midtjyllands populæreste danseorkestre »Keep On«. Med dette orkester turnerede Eigil Linddahl landet tyndt inden han trak sig tilbage for en tid som restauratør. Livet på landevejen trak dog mere og mere i den gamle »cirkushest«, og sidst i 80'erne etablerede han et nyt orkester - denne gang med vægten lagt på countrymusikken, og det er naturligvis denne musikalske side af Eigil Linddahl, som man kommer til at opleve på lørdag i Albertinelund Camping.
Eigil Linddahl er på programmet, idet Albertinelund Camping ved Bønnerup Strand kalder til country-show på lørdag den 5. juli.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002