Grenaa Bladet - 03-06-24
Grenaa Kommunes nordiske venner kom et smut forbi...!


Der var besøg fra Grenaa Kommunes nordiske venskabsbyer i sidste uge, og den officielle velkomst foregik på rådhuset i Grenaa. Foto: Lene Madsen


Flag-alléen ved rådhuset vidnede om sidste uges nordiske besøg i Grenaa. Foto: Lene Madsen

Grenaa Kommune var i sidste uge vært for et nordisk venskabsby-stævne med deltagelse af kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Åmål i Sverige, Drøbak i Norge, Loimaa i Finland og Türi i Estland.

I alt 31 personer ankom til Grenaa i den anledning, og det foregik i dagene fra den 18. til den 21. juni. Besøget var et led i det nordiske venskabsbysamarbejde, og byerne skiftes til at være vært ved disse besøg, som finder sted hvert andet år. Der går således 10 år før Grenaa igen har fornøjelsen af at være vært ved et besøg. I besøget indgik blandt andet afholdelse af en konference om venskabsbysamarbejdet (i Kulturhuset Pavillonen) og hvordan man kan videreudvikle dette samarbejde. Der blev også aflagt besøg på 10. Klasse-Center Djursland, et ældrecenter (Fuglsanggården), Kattegatcentret og Grenaa Havn.
Den officielle velkomst foregik i byrådssalen på Grenaa Rådhus torsdag den 19. juni, hvor kommunens borgmester, Gert Schou, bød gæsterne velkommen med en officiel tale.
Det gjorde han indledningsvis ved at notere sig, at dette venskabsby-samarbejde efterhånden strækker sig over 50 over hvad de nordiske byer angår, mens samarbejdet med Türi kun er 10 år gammelt.
Sidste gang, der var venskabsby-stævne, lavede man en erhvervskonferencen. Konferencen i Grenaa handlede om, hvilken vej man skulle gå i netop vores venskabsbysamarbejde. Hidtil har man udvekslet skoleklasser, lavet idrætsudveksling og kulturelt samarbejde, men måske skulle man også til at kigge i andre retninger, sagde borgmesteren, der nævnte en undersøgelse på nationalt plan, hvor alle Danmarks kommuner har meldt ud med, hvor de godt kunne tænke sig, at venskabsby-samarbejdet skulle bevæge sig hen. Nogle vil gerne udbygge på erhvervsområdet, mens andre har kastet de offentlige forvaltninger, det sociale område, teknik og miljø og det mellemfolkelige samarbejde på banen. Altsammen noget der blev diskuteret på konferencen. I et nu noget større EU-Europa var mulighederne uanede, vurderede borgmesteren, der ønskede gæsterne et godt og udbytterigt ophold i Grenaa Kommune.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002