Godt nyt fra amtet |
Der var godt nyt til Djursland fra Århus Amt i forbindelse med sidste uges amtsrådsmøde på Amtsgården i Højbjerg. Dels blev Djurslands lægebil endeligt godkendt, og dels kunne amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen fortælle, at den aftale amterne har indgået med regeringen vedrørende økonomien for 2004, betyder, at det ikke bliver nødvendigt med ekstraordinære besparelser for 2004.
De initiativer, der allerede er iværksat - herunder en ny sygehusstruktur, der som bekendt koster Grenaa et centralsygehus - skulle være tilstrækkelige, vurderer amtsborgmesteren, der kalder aftalen med regeringen for stram, men fair.
- Set i lyset af det pres, der er på amtets sygehusdrift og på socialområdet, er det en stram aftale. Men for Århus Amt betyder aftalen, at de forudsætninger om styrkelse af kassebeholdningen, der er forudsat i omprioriterings- og spareplanen for 2004, kan fastholdes, udtaler amtsborgmesteren til Århus Stiftstidende.
Lægebilen kører
Djursland har fået sin lægeambulance, men det var først på sidste uges matsrådsmøde, at ordningen blev endeligt godkendt af amtsrådet. Det betyder, at lægeambulancen er udstationeret ved sygehuset i Grenaa i dagtimerne og i Kolind om natten. Denne placering blev også vedtaget på amtsrådsmødet. Ordningen skal evalueres ved udgangen af 2004 med henblik på at konkludere, om denne placerings-model er den optimale. Amtsrådet besluttede også, at udrykningslæge-ordningen på Mols skal fortsætte.
Venstre's Hans Kargaard Thomsen udtaler følgende til »Stiften« i den anledning:
- Det er en aftale, der både fjerner usikkerheden for befolkningen på Djursland efter »lukningen« af skadestuen i Grenaa. Og en aftale, der fjerner den dobbelte usikkerhed, som befolkningen på Mols ville have, hvis de på én og samme tid mistede en akutmodtagelse i Grenaa og deres udrykningslæge, siger Venstre-manden.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002