Nørre Djurs Musikskole - nu også med show dance |
Nørre Djurs Musikskole har netop sendt en ny folder for det kommende skoleår på gaden. Brochuren har fået nyt layout, men også indholdsmæssigt er der nyt at hente.
Nørre Djurs Musikskoles nye program for sæsonen 2003-2004 er netop kommet på gaden i form af en brochure, der har fået et nyt grafisk layout, men rent indholdsmæssigt er der også spændende nyheder. Måske ikke mindst tilbuddet om at deltage på et MTV/Show-dance-hold med Lyng Brøndum som underviser.
- Det sker samtidig med, at man fra centralt hold i Århus Amt lave et fremtød for dans og danseundervisning, så det kan få en lokal forankring, og her passer vores initiativ med et show dance-hold jo som hånd i handske. Det handler om at skabe et frodigt dansemiljø i hele amtet, og her vil vi da gerne være med til at give vores bidrag, siger Nørre Djurs Musikskoles leder, Christien v. d. Hoeven.
Den nye brochure blev delt ud ved nogle PR-arrangementer på alle kommunens skoler i sidste uge. Eksempelvis på Voldby Skole og Gjerrild-Bønnerup Friskole tirsdag den 17. juni.
Nørre Djurs Musikskole tilbyder børn og unge, ikke alene undervisning i et instrument, men også undervisning i sammenspil og mulighed for at fremføre sin kunnen foran et publikum. Bestyrelsen i musikskolen har sat sig som et erklæret mål at prøve at udbygge skolens samarbejde med musikskolerne i Grenaa og Midtdjurs. Blandt andet for at kunne fastholde og tiltrækker lærere. Skolens lærerteam ser ud som følger: Annette Friisholm (blokfløjte), Birgit Juhl (klaver), Bo Jacobsen (slagtøj, saxofon, rocksammenspil), Christien v. d. Hoeven (klaver), Eva Knudsen (klaver, sammenspil), Gunnar Mortensen (harmonika, sammenspil), Henning Madsen (akustisk guitar, elguitar og elbas), Hugo Nørgaard (trompet), Inger Wierød (sang og stemmetræning), Kirsten Jacobsen (harmonika), Lyng Brøndum (MTV/show dance), Lotte Ernst (violin, sammenspil), Mette Fogtmann Jensen (rytmisk sang) og Mette Kofoed Mortensen (tværfløjte, indskolingshold).
Skolen kan kontaktes på den nye emailadresse: nrdjursmusikskole@post.cybercity.dk.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002