Grenaa Bladet - 03-06-24
Murerfirmaet Klaus Jakobsen blev en suveræn vinder af dette års »Firma Go-kart-turnering«

»Firma-Go-kart-turneringen 2003« i Grenaa Go-kart-Center, som i år blev sponsoreret af Old Games Pub i Østergade, forløb uden de store problemer. Bortset fra temperaturen, som var ret klistrende på selve finale-aftenen, var der kun glade kommentarer, da præmieoverrækkelsen skulle finde sted.

Følgende firmaer deltog i de spændende kamp-til-stregen-løb: Spectronic, ES Smede, Super Dæk, Team GTS (Grenaa Tekniske Skole), Ålsrode Tømrerfirma, Tømrerfirmaet Henrik Hedager, Murerfirmaet Klaus Jakobsen og Midtdjurs Autoophug. Ud af de mange løbs-aftener, som blev kørt, blev der kun uddelt i alt 30 røde flag, hvilket må siges at være rimelig human kørsel fra de 40 deltagere. Årets overlegne vinder blev med 473 point Murerfirmaet Klaus Jakobsen. Holdet bestod af (fra venstre) Frank Thomsen, Henrik Andersen, Klaus Jakobsen, Michael Bräuner og Flemming Thomsen. Team Bentley og Tom Kristensen go home!!!
Mellem Klaus og Michael ses Jan fra Old Games Pub, der overrækker præmien på 2500 kroner kontant. Der var præmier for 5.000 kroner alt i alt, og derudover var der gavekort sponsoreret af Grenaa Bowlingcenter og Bogart Videocenter. En stor tak til såvel deltagere som sponsorer lyder det fra Grenaa Go-kart-Center.
På finaledagen blev der endvidere trakteret med en bid brød samt lidt øl og vand som tak for et godt afsluttet løb. Og man siger på gensyn til den næste firmaturnering, hvor Grenaa Go-kart-Center selvsagt håber på, at endnu flere firmaer vil bakke op omkring dette specielle firmasports-arrangement.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002