I alt 251 Stig Holsting-tegninger overdraget til Grenaa Kommune |
Erik Hoberg modtog på Grenaa Kommunes vegne 251 Stig Holsting-tegninger af kunstnere selv tirsdag i sidste uge. Blandt andet en tegning af den nok så omtalte Baunhøj Mølle. Foto: Lene Madsen
Stig Holsting, der gennem 33 år har været bosat på Djursland, og i den tid har lavet både tegninger og bøger om Djursland, har tilbudt Grenaa Kommune en stor samling af sine tegninger. Selve overdragelsen af tegningerne - 251 alt i alt - fandt sted i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa tirsdag den 10. juni, hvor udvalgsformand Erik Hoberg modtog tegningerne på kommunens vegne.
Stig Holsting, der for et halvt års tid siden flyttede til København, var selv til stede ved overrækkelsen. Han forklarede ved den lejlighed, at han føler sig meget knyttet til egnen, og at det derfor var en lykkelig åbenbaring for ham at få den idé at overdrage de mange fine tegninger til det Djursland, der gennem 33 år har gjort så stort indtryk på ham. Han synes ganske enkelt, at tegninger tilhører Djursland mere end de tilhører ham.
Det er hensigten, at tegningerne skal opbevares og periodisk udstilles i Kulturhuset Pavillonen. Derudover er det hensigten, at tegningerne skal benyttes til udstillingsbrug, hvor det er tegningerne, der er det centrale, ligesom de kan anvendes til reproduktion til turistbrug, som lysbilleder til foredrag om Djursland, hvilket der allerede har været en forespørgsel på, musealt formål eller andet kulturelt forehavende.
Der er blandt andet tegninger af den gamle Hundested-færge såvel som den gamle Baunhøj Mølle. Begge ting er som bekendt væk nu, omend sidstnævnte snart skulle genopstå igen fra asken som en Fugl Føniks. Men ellers er det lokale naturlandskaber og gamle bygninger, der udgør størstedelen af motiverne. Stig Holsting er oprindeligt udlært porcelænsmaler hos Bing & Grøndahl i København, og kalder sig selv streng naturalist i kunstmæssig forstand. Igennem de sidste 10-15 år har han også markeret sig med et forfatterskab, der har kastet flere bøger af sig, og der skulle være en helt ny af slagsen på vej. Et temmelig stort værk om Rom og pilgrimme.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002