Grenaa Bladet - 03-06-17
Mere plads og højere til loftet i Helsam-butikken i Lillegade


Trine og Jakob Buch har flyttet deres Helsam-butik fra Lillegade 5 til Lillegade 9. 
Dobbelt så meget plads og højere til loftet har skabt masser af lys og luft i den nye Helsam-butik i Grenaa.
Foto: Lene Madsen


Der er blevet højere til loftet og i det hele taget mere plads i Helsam-butikken i Lillegade i Grenaa. Det hænger sammen med en regulær flytning af butikken fra adressen Lillegade 5 til Lillegade 9. Flytningen blev mulig ovenpå Salon Thygesens flytning fra Lillegade 9 til Lillegade 3. Er De forvirret? Det skal De ikke være.

Der er blot blevet rokeret lidt rundt på et par af de allerede eksisterende Lillegade-forretninger, og indehaverne af Helsam-butikken, Trine og Jakob Buch, har blot ønsket at få sig en større og flottere butik. Og det har de fået. Der er sket en fordobling i antallet af m2, så der er blevet bedre plads til butikkens varer - herunder helt nye varegrupper såsom kvalitetsfoder og -udstyr til hunde og katte (Eukanuba) - og der er samtidig noget højere til loftet i den nye forretning, hvilket giver en fornemmelse af meget mere luft og albuerum i forhold til den lidt »klemte« atmosfære i den noget mindre butik i Lillegade 5.
- Vi har lidt af pladsmangel i et pænt stykke tid, så det er dejligt at få bedre plads til det hele. Der kommer jo hele tiden nye økologiske varer hjem eksempelvis, og vi er nødt til at ha' de ting på hylderne, som kunderne efterspørger, siger Trine Buch, og nævner den meget populære Dr. Hauschka-serie som et godt eksempel herpå.
- Det griber om sig, og vi er nødt til at ha' plads til det. Samtidig er det dejligt at kunne tage helt nye varegrupper hjem, såsom kvalitetsfoder fra Eukanuba til hunde og katte, samt forskelligt udstyr og tilbehør til det at holde hund eller kat, siger Trine Buch, der indrømmer, at der er blevet knoklet benhårdt for at få indrettet den nye butik.
- Vi skal jo gå her i mange timer hver dag, så vi har forsøgt at indrette det hele med lidt hjemlig hygge indover, og det synes vi selv er lykkedes rigtig fint. Kunderne er også meget positive, og det er vi naturligvis glade for, slutter Trine Buch.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002