»På hat med Grenaa« flytter teltpælene til Grenaa Stadion |
Lions Club Grenaa arrangerer nu på 12. år en sommerfest i Grenaa. Hidtil har arrangementet været kendt under »Fut i Fejemøget«, og de fysiske rammer har været et telt på Lystbådehavnen ved Grenaa Havn, og i 2002 på den gamle festplads ved Kulturhuset Pavillonen.
Arrangementet ændrer imidlertid fra og med i år igen lidt karakter, idet Lions Club Grenaa flytter hele herligheden til boldbanerne ved Grenaa Idrætscenter/Grenaa Stadion. Og dermed i nærheden af store boligområder, såvel som Grenaa Plantage. På teltpladsen vil der være opstillet et tivoli såvel som et stort kræmmermarked. Målet er selvsagt at skabe en meget aktiv og meget attraktiv sommerfest på en ny lokalitet her i Grenaa. Og det hele afvikles i dagene fra den 7. til den 10. august 2003.
Fællesspisning igen en mulighed
Der er igen i år mulighed for at deltage i fællesspisningen om lørdagen, hvor der er lagt stor vægt på, at maden skal være én af de helt store oplevelser. Og den opgave er i gode hænder, for maden leveres nemlig af Grenaa Sportel & Vandrerhjem. Orkestret »See Twice« og Grenaa Amatørteater underholder under denne fællesspisning. Denne lørdag sluttes af med et 80'er medley og et Abba-medley, så der bliver angiveligt sus i skørterne.
Torsdag den 7. august er der traditionen tro pensionistaften. Blandt andet med Grenaa Harmonikaklub, kaffe og amerikansk lotteri, Grenaa Amatørteater og Kirstine Deichgræber og sønner.
Fredag den 8. august er en rigtig pop-aften med Tina Siel & Sir Duke, mens lørdagens program allerede er beskrevet. Pånær eftermiddagsprogrammet, hvor Carl Eric Pallesen står for en omgang sommerbanko i teltet.
Der er forsalg af billetter og spisebilletter i Rillen i Storegade i Grenaa og fra Turistkontoret i Det Gamle Rådhus på Torvet fra den 5. juli.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002