Kolind Løbet har fået vokseværk! |
Kolind-Perstrup IF afviklede 2. pinsedag den tredje udgave af Kolind Løbet. 147 løbere stillede op til start ved klubhuset på Ebdrupvej, hvilket er rekord for løbet. Foto: Lene Madsen
Fælles-opvarmning skulle der til inden 147 motionsløbere kastede sig ud i den tredje udgave af Kolind Løbet mandag i sidste uge. Foto: Lene Madsen
En meget ung løber spurter i mål efter at have løbet den korte distance. Foto: Lene Madsen
Det første år i 2001 var der 87 deltagere. I år 2002 var der 116, og her i 2003 var der så 147 deltagere. Der er tale om motionsløbet Kolind Løbet, og man kan ud fra disse tal godt tillade sig at konkludere, at motionsløbet i Kolind har fået vokseværk. Og ny sponsorstøtte tilmed fra Grenaa Bladet/Lokalbogen Midtdjurs, der var hovedsponsor for denne tredje udgave af Kolind Løbet, som løb af stabelen 2. pinsedag mandag den 9. juni i sidste uge.
Start og mål befandt sig ved Kolind-Perstrup IF's klubhus på Ebdrupvej, hvor der i dagens anledning var flere andre aktiviteter såsom børneloppemarked og forlystelsen kast-en-bold-og-få-en-frivillig-til-at-falde-i-vandet.
Inden løbet blev skudt i gang var der fælles opvarmning, hvorefter damer og herrer og piger og drenge blev sendt ud på de to afmærkede ruter - en på 2,8 km. og én på 7,8 km. Der var tilmeldt 64 løbere på den korte distance, mens 83 løbere havde valgt at bide skeer med den lange. På den korte distance var vinderne som følger:
Damer: Githa Gnudtzmann (12.04 min.). Piger 0-14 år: Sabrina Bachmann (18.39 min.). Mænd: Kenneth Andersen (12.24 min.). Drenge 0-14 år: Frederik Mogensen (12.03 min.). Sidstnævnte var således den hurtigste af alle på 2,8 kilometeren.
På den lange distance var vinderne som følger:
Damer: Helene Røberg (34.20 min). Piger 0-14 år: Rosa Leonhardt (1.02.48). Mænd: Jesper Nielsen (31.36 min.), og dermed hurtigst af alle på de 7,8 km. Drenge 0-14 år: Daniel Nielsen (36.57 min.).
- Jeg synes det gik rigtig godt. Ikke mindst det store deltagerantal taget i betragtning. Vejret artede sig også pænt. Selv om der hang tunge skyer, så dryppede det kun lidt engang imellem, siger Thomas Ullner fra KPI, der har været primus motor i afviklingen af Kolind Løbet 2003.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002