| Bilist kom i klemme på Kastbjergvej i Nr. Djurs |
En 54-årig kvindelig bilist fra Allingåbro kom ganske alvorligt i klemme mellem to andre bilister i forbindelse kørsel på Kastbjergvej ved Meilgaardsvej i Nørre Djurs lørdag eftermiddag den 31. maj. Kvinden kom kørende ad Kastbjergvej, men holdt et kort øjeblik stille på vejen forud for svingning ad Meilgaardsvej.
Det var en bagfrakommende 38-årig mandlig bilist ikke tilstrækkeligt opmærksom på, hvorfor han kørte op bagi kvindens bil med ganske stor kraft. Så stor kraft, at han faktisk skubbede hende over i den modsatrettede kørebane, hvor der uheldigvis kom en tredje bilist - en 37-årig kvinde fra Malling - der ikke kunne undgå at blive involveret i ulykken. Specielt den 54-årige kvinde var medtaget efter ulykken, og hun blev da også indlagt til observation. Dog skulle hun ikke have pådraget sig alvorlige skader. De to andre bilister slap mere eller mindre uskadte fra ulykken, som den 38-årige mandlige bilist, der også kommer fra Allingåbro, formentlig må påtage sig skylden for. Der skete selvsagt stor materiel skade i forbindelse med denne trafikulykke.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002